Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

I dag er mange bedsteforældres hjem som et mindre aleksandrinsk bibliotek af børnebøger, men sådan var det ikke hos min farmor. Der var Palle alene i verden eller ingenting.

»Er der en voksen til stede?« spørger vi ofte retorisk i ånden fra Jens Sigsgaards dystopiske børneklassiker, hvor de voksne er væk, og Palle først begejstret nyder friheden fra autoriteterne for så til sidst at finde ud af, at det slet ikke er morsomt at være helt fri for fællesskabets åg.

Men det handler jo aldrig rigtig om, hvorvidt der i juridisk forstand er myndige personer i styrehuset. Nej, vi er bare uenige om, hvad det fornuftige voksne valg ville være. Bliver man lykkelig af at være fri for autoriteternes urimelige spændetrøje, eller er det faktisk meget rart, at der er nogle, der sætter en grænse for, hvad man kan tillade sig?

Problemet med magt er, at den ikke fordamper, selvom den frivilligt eller ufrivilligt glider folk af hænde. Det er ikke altid til at se det, men et sted derude er der altid nogle andre, der har grebet den.

1. Børnemagt

Det er svært ikke at forestille sig den amerikanske præsident Trump som en orange voksenbaby, der tumler hærgende gennem det amerikanske demokrati og smider med verdensordenen uden tanke på, om den lander intakt.

Men hvis man tøjler sin indre karikaturtegner, bliver det klart, at der er en voksen til stede. Trump er den, amerikanerne har valgt som familiens overhoved de næste fire år, og det er måske ikke lige den utilregnelige stedfar, alle familiemedlemmer havde drømt om, men sådan er demokratiet nu engang.

Hvad der er mere problematisk, er Trump og hans kumpaners forsøg på at rage al magt til sig som grådige børn. Domstolene presses, generalerne skiftes ud, og Trump fyrer chefer fra statens uafhængige vagthunde, som traditionelt ellers har været urørlige.

Så det helt store neglebidende spørgsmål er måske i virkeligheden, om der er andre voksne tilbage, når Trump forlader præsidentembedet?

Skal vi til at vænne os til en langt mere magtfuld præsident, eller vil Trumps projekt på længere sigt give bagslag og føre til et svagere præsidentembede, fordi det med tiden tvinger den amerikanske højesteret til at begrænse præsidentens magt, som Yuval Levin fra den konservative tænketank American Enterprise Institute forudser i et svar til CNNs politiske senioranalytiker Ronald Brownstein?

2. Tidligt fri fra fængslet

Der er ikke meget sjov ved at bestemme, hvis folk ikke gør, hvad man siger. Vil man tages seriøst, må man have sanktioner, og handlekraftige politikere har særlig stor appetit på fængselsstraf. I sidste uge kunne den danske regering løfte sløret for næste stop på den ensrettede vej mod mindre kriminalitet: hårdere straffe for grov vold.

Så er de mere originale i England. Her har regeringen bestilt en rapport, der argumenterer for at give voldsdømte indsatte tidligt fri fra fængsel og sende dem tilbage i samfundet, når de har afsonet en tredjedel af deres straf.

Det skal løse problemer med overfyldte fængsler og flugter med kriminologernes standardreplik om, at man ikke begår mindre kriminalitet af at sidde længere bag tremmer.

Men ikke alle deler den analyse. I et indlæg i det britiske medie UnHerd argumenterer den tidligere politiefterforsker Dominic Adler for, at vi må skelne mellem dem, som uheldige omstændigheder har bragt på kant med loven, og dem, der har gjort forbrydelser til en karrierevej.

De sidstnævnte frygter ifølge Adler få ting, og en af dem er at havne i kachotten. De vil elske mere prøveløsladelse og sanktioner uden for fængslets mure, lyder det fra eksefterforskeren.

Så er spørgsmålet, hvem der er de voksne: Er det dem, der tøjler trangen til at straffe stadig hårdere, eller dem, der tør slå til, hvor det virkelig gør ondt på de hårdkogte kriminelle?

3. Så vælg dog en is

Alle vil være de voksne. Ja, altså lige undtagen forældre, som ofte lader til at vægre sig ved rollen som børnefamiliens øverste myndighed. Men så er det heldigt, at man altid kan uddelegere beslutningskompetencen til børnene.

I en klumme i det amerikanske medie The Cut har mediets klummeautoritet på familieanliggender, Kathryn Jezer-Morton, været frivillig i isboden og observeret, hvordan forældre præsenterer deres små børn for en paralyserende mængde valg foran frysedisken.

Intet kan som en is fremkalde en boblende lykkerus i et lille barn, men ifølge Jezer-Morton gør forældrenes velmente forsøg på at inddrage børnene, at seancen ofte ender i gråd og utilfredshed som følge af børnenes stadig tiltagende is-FOMO.

Forældrene er ifølge Jezer-Morton blevet vildledt til at tro, at det at give børnene mange valgmuligheder er det samme som at være en god forælder, men kan forældrene ikke bare vælge en is, de ved, barnet kan lide, i stedet for at bede deres vægelsindede fireårige overveje samtlige 28 smagsnuancer i disken, mens køen hastigt vokser bag ved dem?

»Man er ikke grusom ved at nægte dem information om det fulde udvalg, og man nægter dem ikke retten til at udtrykke sig selv eller forme deres egen identitet. Faktisk er det et udtryk for venlighed at styre dem gennem verden og lære dem, hvordan man nyder simple glæder i livet,« skriver Jezer-Morton sådan cirka.

Hvis ikke man selv tager magten, så er der nogle andre, der tager den, og man skal altid overveje, om de er mere kompetente til at bestemme.

Nu har jeg i øvrigt bestemt, at nyhedsbrevet er slut. Men vi ses igen i morgen

Med venlig hilsen
Anders Boas