Dagen ifølge Anders Boas

Kære læser

Jeg har en meget kort karriere som demonstrant. En gang vandrede jeg med himmelvendte øjne i periferien af et protestoptog fra vores gymnasium og ind til centrum af byen. Hvad vi var utilfredse med dengang på tærsklen til det nye årtusind, har jeg glemt, men det var helt sikkert ikke noget vigtigt, og da vi nåede frem til byens torv, fortsatte demonstrationen ind i Netto efter en kasse Ren Pilsner.

Vi var muligvis et særlig sløvt udsnit af den danske ungdom, men det er alligevel mit indtryk, at de fleste af mine jævnaldrende også holdt den slags protester ud i strakt arm. Vi var ikke rigtig trygge ved at mene noget – sådan alvorligt – og intet virkede mere latterligt end højlydt at flashe sin indignation på gaderne.

1. Rockerprotester

Noget er mildest talt forandret. Nu gjalder megafonerne ustandseligt, og selvom de unge måske nok går forrest, er demonstrationer ikke forbeholdt aktivisterne i teltlejrene foran universiteterne eller ved optøjerne foran den musikalske krigsskueplads ved melodigrandprixet i Malmø.

I dag griber også lastbilchauffører og utilfredse landmænd til demonstrationerne, når de føler sig trådt under fode, og i weekenden kunne flere medier sågar fortælle, at rockerklubberne Hells Angels og Bandidos havde demonstreret skulder ved skulder på Rådhuspladsen i København. Motorcykelentusiasterne mener, at myndighederne forsøger at fratage dem deres rettigheder. De mener sågar, at de er ofre for minoritetsdiskrimination.

Demonstrationer er selvfølgelig også de svages våben, men noget tyder på, at de fortørnede bikere har glemt at læse det amerikanske magasin The Atlantic. Her kan skribenten Jerusalem Demsas nemlig fortælle, at de for tiden så populære demonstrationer måske ikke er så effektive, som spektaklet giver indtryk af.

Gadeprotesterne får godt nok ret meget opmærksomhed, men de ser bare meget sjældent ud til rigtig at rykke ved resten af befolkningens holdning til den givne sag.

Det må endelig ikke lyde som et forsvar for min egen uopvakte ungdom – det er bestemt et sundhedstegn, at folk faktisk er begyndt at gå op i politik og uretfærdigheder i stedet for bare at gå i Netto og købe billige øl.

Men ønsker man forandring, er det måske værd at overveje, om der er reel indflydelse at hente på gaderne, eller om alt, man får, er opmærksomhed.

2. Holtens paradoks

Samme tanke har jeg fået, når jeg har fulgt diskussionen om debattøren Emma Holtens bog Underskud, der kritiserer de indflydelsesrige økonomer for at glemme omsorg og alt det andet vigtige i livet, man ikke kan måle.

Bogen har fået utrolig meget opmærksomhed i medierne – også her i avisen. Men parallelt med mediedækningen har økonomer i skarpe vendinger kritiseret bogen i anmeldelser og på de sociale medier.

I weekenden var det så selveste overvismand Carl-Johan Dalgaard, der på opfordring meldte sig ind i debatten og konstaterede, at Holten måske havde haft større held til at løfte bogens »moralfilosofiske debat«, hvis hun havde været mindre »spydig« i sin omtale af økonomer og økonomi.

Debat har Holtens bog jo uomtvisteligt skabt, men måske er det også rigtigt, at Underskud ikke rigtig kommer til at overbevise nogen af de økonomer og politikere, der faktisk har indflydelse.

Paradokset er, at overvismanden måske aldrig ville have værdiget en mindre spydig Emma Holten et blik, så selvom det forvandler debatten til et slagsmål, hvor deltagerne ofte synes mest optagede af at vinde, var alternativet måske usynlighed.

Dialog og nysgerrighed kan vi jo allesammen skrive under på at ønske, men der er nu altså også noget fascinerende ved slagsmål – særligt når man ikke selv deltager.

3. Hanekamp

Hvilket bringer os til tidens mest perfide ordveksling og rygterne om en mulig våbenhvile.

Den seneste måned har rappens to konger, Drake og Kendrick Lamar, på skift luftet hinandens beskidte undertøj i en udveksling af musikalske hadebreve. Den canadiske superstjerne Drake har blandt andet beskyldt den pulitzerprisvindende Lamar for hustruvold, mens Lamar til gengæld har beskyldt Drake for et lidt for nært forhold til mindreårige piger. Her er vi altså et stykke forbi det »spydige«.

Men efter en måned med overraskelsesangreb sendte Drake i weekenden et uventet, men mindre konfrontatorisk røgsignal ud på sin instagramprofil: »Good Times. Summer vibes up next.« Er krigen ovre?

Perfiditeterne og dramaet har fået rappen tilbage i centrum af den popkulturelle samtale efter en tid med vigende opmærksomhed: Hvem har vundet, hvad sker der næste gang, er krigen ovre, spørger vi eksalteret hinanden.

Men er der grænser for, hvem man må smide under bussen for at høste endnu et point i alfahannernes udmåling af status?

Ingen har lyst til at være lyseslukker, når der endelig er gang i gaden, noterer skribenten Alphonse Pierre sig i Pitchfork, inden han så alligevel drypper lidt malurt i bægeret: Vi ved ikke, om beskyldningerne er sande, men vi er nødt til at tænke på de kvinder, der eventuelt har været impliceret i de grove beskyldninger:

»Det tænker Drake og Kendrick slet ikke på. For dem er det hele kun materiale til jokes og trolling.«

Se, der er lidt at tænke på for os, der elsker at se et godt slagsmål.

Venlig hilsen
Anders Boas

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.