Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Vi havde aldrig fået gnierne i Finansministeriet til at betale for et eneste kunstmuseum, hvis det hver eneste gang var blevet holdt op imod den strålekanon, man kunne have fået i stedet.

Sådan lyder det ofte, når man diskuterer kulturpolitik. Der er altid noget, der er vigtigere end det, der er sjovt. Man kunne hælde alle rigets penge ned i sundhedsvæsenet for eksempel. Men hvem fanden gider at være indbygger i et gigantisk hospital?

På samme måde er det svært at forsvare at se blot et øjeblik væk fra tidens store geopolitiske jordskælv, hvis hver en verdslig glæde skal holdes op imod Grønland, Gaza, Ukraine, Trump …

Men hey, det er weekend, og elendigheden er der stadig på mandag. Jeg lover det.

Nu skal vi tale om alle de ting, vi i virkeligheden gerne ville diskutere, hvis de dog bare et øjeblik kunne slukke for den geopolitiske støjsender: sex, drugs and rock‘n’roll.

1. Ytringsfri porno

Det vil måske overraske enkelte, men The Free Speech Coalition er faktisk den amerikanske voksenfilmbranches interesseorganisation. Det er ellers ikke mit indtryk, at tale, replikker og dialog er det vigtigste hensyn, når en pornofilm skrues sammen.

Men det er selvfølgelig det »udvidede« ytringsbegreb, vi har fat i, og i hvert fald spillede retten til at ytre sig frit en central rolle, da dommerne ved den amerikanske højesteret tidligere på ugen diskuterede internetporno.

De skulle tage stilling til en texansk lov, der pålægger hjemmesider at tjekke, om deres besøgende er mindst 18 år gamle.

At det på et overordnet plan er helt i orden at holde børnene ude af de digitale pornohuler, er der en vis enighed om. Men kritikere frygter, at loven vil få mere vidtrækkende konsekvenser.

Voksne mennesker skal nu have kørekortet frem for at få adgang til herlighederne, og pornoindustrien frygter, at det vil skræmme kunderne væk, fordi kombinationen af pornopræferencer og identitetspapirer kan føre til en frygt for afpresning eller identitetstyveri.

Andre er bange for, at loven er første skridt mod at formene unge adgang til eksempelvis seksualundervisning eller oplysning om lgbt+.

Man skal selvfølgelig altid have et højere principielt formål at skjule sin pornodiskussion i, så det kommer her: Er ytringsfrihed sådan en slags luksusdrys, der kan tromles over, hver gang der er en mere agtværdig trussel på spring: børnenes sarte øjne, den nationale sikkerhed, sundheden etcetera.

2. Please, bare et enkelt glas

Nogle spørgsmål er bare utroligt svære at vurdere med et ædrueligt blik: Er det for eksempel uskadeligt at drikke et par glas vin eller øl om dagen?

Man fornemmer, at verdens redaktioner gik i alarmberedskab og satte deres fremmeste journalister på sagen, da den amerikanske regerings sundhedstalsmand for nylig anbefalede, at al alkohol skal forsynes med advarselsmærkater om en øget risiko for kræft.

Jaja, måske er der en lille ekstra risiko ved at drikke et par glas om dagen, men er der egentlig noget i livet, der er uden risiko, lyder budskabet eksempelvis i en leder i The Economist – det er sundt at gå ture, men 7.500 amerikanske fodgængere blev dræbt af biler i 2022, argumenteres der.

The Atlantic går en lidt længere omvej for at nå til samme konklusion:

Ja, det er nok ikke helt uden konsekvenser for helbredet – den gavnlige effekt af et enkelt glas alkohol om dagen forsvinder på mærkværdig vis, når man laver ordentlige studier – men skaden er nok så lille, at glæderne vel opvejer de omtrent tre måneder, den gennemsnitlige person går glip af i den tynde ende af livet.

Skal hensynet til sundhed altid trumfe hensynet til min fyraftensbajer, synes det større principielle spørgsmål at være. Jeg behøver ikke at læse mere, jeg er overbevist.

3. Illusionen om den sjuskede magi

Nu skal vi en lille omvej tilbage i tiden. En påskedag i 1976 bringer Ekstra Bladet et rejsebrev fra Kim Larsen, der er i New York med Gasolin'. Under rubrikken »Klodshans i Amerika« fortæller Larsen om at vralte ind på det amerikanske pladeselskab som en uforberedt bonderøv.

»Kors, hvor spiller de godt. Ti gange bedre end os,« skriver Larsen om de professionelle amerikanske musikere. »Men kors, hvor er det kedeligt.«

Siden har utallige danske kunstnere gentaget varianter af historien om, at al den professionalisme slår kunstens spontanitet ihjel: God kunst kommer, når man er lidt sjusket og uforberedt.

Men fra og med denne uge er den bortforklaring ikke længere brugbar, efter at Frederik Cilius har maltrakteret den i Dagbladet Information.

Cilius skal spille Jeppe på Bjerget på Det Kongelige Teater, og han giver »nul og en skid« for forherligelse af »det uforberedte som middel til spontanitet«.

»Jeg kan godt være forfalden til tanken i et svagt øjeblik: At det jo også handler om at bevare en eller anden form for spontanitet. Men det passer ikke. Der kommer aldrig noget godt ud af det,« siger Cilius.

Et øjeblik kan man tro, at man kan drikke sig til en plads i baronens seng, men før eller siden punkteres illusionen. Tak for det.

God weekend!

Venlig hilsen
Anders Boas