Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Krigsstrategier er astrologi for midaldrende mænd. Det er alligevel svært helt at afgøre, hvad der rent faktisk forklarer sejre og nederlag i verdens små og store konflikter, men hæver man sig langt nok op over spillepladen, så kan alle horoskopernes udsagn snildt tilpasses til virkelighedens uforudsigelige gang.

Jeg kan også så småt mærke det værke i knæene: Der er noget dragende ved fortællinger om taktiske træk og snedige kneb, der vender krigens gang fuldstændigt på hovedet.

Det kan virke kynisk at fokusere på spin og taktik, når nu man kunne snakke om alle de rigtige mennesker, der kommer i klemme i krige, konflikter og stridigheder.

Måske er det, fordi vores blødende hjerter ikke kan håndtere al verdens elendighed. En slags intellektuel fosterstilling. Jeg siger det ikke som en undskyldning, snarere som en forklaring: For nogle af os bliver det hele alt for meget, så i dag skal vi flygte op i helikopteren og diskutere tre krigsstrategier ved den virtuelle watercooler.

1. Virker utilregnelighed alligevel?

Mens våbenhvilen mellem Israel og Hamas stadig vakler som et korthus, hvor man lige har placeret det sidste kort, er den afgående og tiltrædende amerikanske præsident allerede begyndt at diskutere, hvem der kan tage æren for aftalen.

Er det Biden-administrationens lange diplomatiske maraton, der virker, eller er det Trumps utilregnelige trusler om rå magtudøvelse, der har gjort udslaget? Der er nok for strategianalytikerne at diskutere i den kommende tid.

Uanset hvordan tandhjulene i virkeligheden har drejet i de diplomatiske forhandlinger, er det et faktum, at selv mange progressive stemmer mener, at Trump er en del af forklaringen på, at der endelig kommer den våbenhvile, de har gået og drømt om.

Man har længe talt om, at den såkaldte »madman-strategi« er en af Trumps foretrukne kneb. Ideen er, at en magtfuld præsidents utilregnelighed kan blive en strategisk fordel, der kan få parterne i en konflikt til at acceptere ting, de ellers ikke ville være villige til.

Senest har taktikken med at opføre sig utilregneligt været nævnt som en forklaring på Trumps ageren i forhold til Grønland og Panamakanalen.

Det kunne tyde på, at våbenhvilen er endnu et eksempel på, at strategien faktisk virker for Trump. Og skal de progressive i virkeligheden til at drømme om utilregnelige demokratiske ledere?

2. Vores pladeselskab hører fra min advokat

En anden strategi er at vælge en svagere modstander end den, man i virkeligheden gerne vil i krig med. Taktikken er kendt fra skolegården, og nu også blandt de amerikanske rappere.

De fleste iagttagere er enige om, at den canadiske superstjerne Drake tabte forsmædeligt til kollegaen Kendrick Lamar i sidste års store musikalske atomkrig.

Nu har Drake imidlertid flyttet slagmarken ind i de amerikanske retssale. Anstødsstenen er Kendrick Lamars store hit »Not Like Us«, hvor han mere end antyder, at Drake er pædofil. Det er ifølge sagsanlægget ikke bare over stregen, men har ligefrem sat Drakes sikkerhed over styr.

Helt uden hold i virkeligheden er det vist ikke, for få dage efter sangens udgivelse blev der skudt mod Drakes hjem, og en af hans sikkerhedsvagter blev ramt.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at Drake ikke har sagsøgt Lamar, men deres fælles pladeselskab Universal Music Group for at have bidraget til at gøre sangen til et viralt hit.

Drakes pointe er, at de må have vidst, at beskyldningerne mod Drake var usande – de har vel ikke udgivet Drakes musik i så mange år, hvis de mente, at han var pædofil, lyder ræsonnementet.

Det er nok tvivlsomt, om man får respekt i skolegården ved at søge oprejsning i retssalen, men måske er ydmygelsen mindre, hvis modparten er en slipseklædt pladeselskabsdirektør.

3. Bekvemmelighed som mærkesag

Facebooks Mark Zuckerberg er begyndt at optræde som ytringsfrihedsforkæmper, senest hos podcaststjernen Joe Rogan, og det er da morsomt. I Danmark husker mange måske det sociale medies modvilje mod utildækkede bryster i promoveringen af Peter Øvig Knudsens historiske bøger.

Men inden man bliver for begejstret over ytringsfrihedens nye medvind, er det værd at overveje, hvad der igennem årtier har været Zuckerbergs foretrukne krigsstrategi:

At agere en slags erhvervslivets Schweiz, der gerne vil have bankboksen propfuld af penge, men helst ikke vil have hænderne beskidte i krig og konflikt.

Denne balancegang er utrolig påvirket af tidens vindretning. Sidste sommer kunne New York Times for eksempel fortælle, at Zuckerberg var færdig med politik.

Det holdt ikke så længe. Sagen er nok, at neutralitet ikke længere er neutralt i tidens politiske klima. Facebook drømte aldrig om at skulle faktatjekke idiotiske russiske spamopslag, men de gjorde det dengang for at tækkes magthaverne. Det har Zuckerberg selv medgivet.

Magten skifter, vinden vender, og Zuckerbergs mærkesag er nok ikke reelt ytringsfrihed, snarere bekvemmelighed. Om det er godt eller skidt, er en helt anden diskussion.

I praksis går det gerne med Facebook, som det går med det internationale melodigrandprix, der også inderligt ønsker at være renset for politik: Det virker som en magnet på folk, der vil teste neutraliteten.

Med venlig hilsen
Anders Boas