Tre knivdræbte og flere sårede under et terrorangreb ved en kirke i hjertet af Nice i Sydfrankrig og et knivangreb på en vagt ved det franske konsulat i den saudiarabiske by Jeddah mindede torsdag franskmændene om, at terrortruslen fra islamistiske jihadister mildt sat ikke er forsvundet. Siden terroranslaget mod satirebladet Charlie Hebdo i 2015, der ti år forinden havde genoptrykt Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, har Frankrig levet i højeste terrorberedskab, og efterretningstjenesten har afværget et angreb om måneden.

De seneste terrorangreb kommer som kulminationen på en uge, hvor den tyrkiske leder Recep Tayyip Erdogan gjorde alt for at piske en antifransk stemning op og positionere sig som tvivlsom spydspids for arabiske og muslimske landes folkelige foragt for Vesten.