Brød og skydespil

Når eller hvis den tidligere amerikanske major Nidal Hasan efter planen bliver henrettet på kasernen Fort Hood i Texas den 3. december i år, kommer han til at skrive historie. Det er første gang siden 1961, at det amerikanske militær eksekverer en dødsdom over en af sine egne. Og det er første gang siden 1936, at USA gennemfører en henrettelse i fuld offentlighed.

Krigsminister Pete Hegseth har vakt berettiget opsigt ved at bekendtgøre, at det skal livestreames, når Hasan, der er dømt for at dræbe 13 mennesker i en masseskydning i 2009 netop i Fort Hood, bliver stillet foran en henrettelsespeloton. Meningen er, lyder det fra Hegseth, at understrege, at terrorhandlinger har »alvorlige konsekvenser«.

Det mest overraskende er, hvor lidt overraskende udmeldingen er, fordi den kommer fra lige præcis ham. En tilbagevenden til det Vilde Vesten, hvor offentlige lynchninger i hvert fald i Hollywoodversionen var en fast del af underholdningen, er nærmest, hvad man kan forvente fra manden, der vil sprøjte testosteron ind i sine soldater.

Det er Hegseth Classic. Men er det en god idé?

Henrettelsen er berammet til at foregå klokken 13 lokal tid, altså længe før små børn er kommet i seng. Og man skal lige gøre sig klart, at det let kan blive en ekstremt voldsom affære. Skydning medfører massiv vævsskade og omfattende tab af blod og er dermed det modsatte af en klinisk procedure. I virkeligheden var det en af årsagerne til, at mange amerikanske delstater gik over til den elektriske stol og siden giftindsprøjtning.

Et argument mod den slags mere moderne henrettelsesmetoder er så, at de ikke nødvendigvis dræber hurtigt. Og her kan man måske sige, at godt nok er skydning en rodet og beskidt omgang, men i det mindste er det overstået i en fart. 

Det er dog heller ikke altid tilfældet.

Historien viser, at det i praksis kan komme til at trække længe ud, før døden indtræffer. Læs for eksempel Salt Lake Herald den 17. maj 1879, der beskriver henrettelsen dagen før af morderen Wallace Wilkerson. Henrettelsespelotonen bestod af fire mand. Kuglerne gennemborede torsoen og hans arm, men ingen af dem ramte hjertet. »Åh Gud! Åh Gud! De har skudt forbi!« skreg Wilkerson. Først efter, at der var gået 27 minutter, blev han erklæret død.

Det er trods alt næsten 150 år siden. Men hvis man tror, at amerikanerne i mellemtiden er blevet bedre og mere effektive i den henseende, kan man godt tro om igen. Henrettelsen ved skydning af politimorderen Mikal Mahdi i South Carolina i april 2025 blev efterfølgende kritiseret for at have været kluntet gennemført. Ifølge obduktionen ramte intet af projektilerne hjertet. »Mikal led en pinefuld død,« erklærede en af hans advokater bagefter.

Stille eftertænksomhed

Man kan på den baggrund muligvis forestille sig, at livestreaming af Hasans henrettelse snarere end at virke afskrækkende på eventuelle terrorister vil skabe ny modstand mod dødsstraf. Men det kan meget vel være en forhastet konklusion.

For jeg kommer til at tænke på noget, jeg oplevede i Kina i efteråret 1991. Det var i Ruili, en by af moderat størrelse tæt på grænsen til Burma. En almindelig formiddag var der pludselig stor opstandelse. Seks dødsdømte narkokriminelle blev kørt i åben lastvogn gennem hovedgaden og derefter offentligt udskammet i en stor mødesal nær centrum.

Alle sæder var taget, og de senest tilkomne måtte stå op. Hver af de seks havde et skilt med sit navn om halsen. Mens en officer med skinger stemme bekendtgjorde deres forbrydelse og deres straf, gik spinkle betjente rundt og vendte skiltene om. De samme navne stod også på bagsiden, men nu krydset over med rødt. Et symbol på, at personen allerede var en ikkeperson og snart ville blive fysisk tilintetgjort.

Det, der især slog mig, var den nærmest karnevalsagtige stemning blandt tilskuerne. »Dræb, dræb, dræb« mumlede en mand i rækken bag mig. Teenagedrenge sad i grupper og jokede højlydt. Mødre løftede deres små børn op, så de bedre kunne se. Sådan må det have været rundt om guillotinen under Den Franske Revolution.

Der var ingen medlidenhed i luften, da de seks derefter blev gennet tilbage op på lastvognen for at blive transporteret uden for byen og dræbt med nakkeskud.

Så som masseunderholdning kan den slags godt fungere. Men det er nok et kollektivt fænomen. Vi mennesker har en tendens til at lade følelserne overtage styringen, når vi optræder i flok. Det er noget andet, hvis man sidder hjemme i privaten og følger med via livestreaming. Så kan den stille eftertænksomhed melde sig.

Derfor et beskedent forslag herfra: Måske skal Hegseth overveje at flytte henrettelsen af Hasan til et af Texas’ gigantiske footballstadions. Eventuelt kombineret med at gøre streamingen tilgængelig via storskærmsarrangementer.

I øvrigt …

Donald Trump har efter en telefonsamtale med Vladimir Putin annonceret en aftale om russisk diesel. Rusland skal ifølge Trump straks frigive over 300.000 ton og senere levere yderligere millioner ton. 

Det amerikanske finansministerium har samtidig lempet sanktionerne for bestemte leverancer af russisk diesel frem til april 2027. Trump fremhæver lavere brændstofpriser som målet, og det sker forud for midtvejsvalget i november. Aftalen kommer blot en måned efter, at han underskrev en ny lov med skærpede sanktioner mod Rusland.