Først fik lokalpolitikerne intet at vide om, at der var en moské på vej. Så blev de fejlinformeret af borgmester Jesper Würtzen, da han fortalte, at han havde solgt den pågældende grund til Ballerups tyrkiske kulturforening, selvom han i virkeligheden solgte den til en islamisk stiftelse. Og da borgmesteren og kommunaldirektøren skulle svare på kritiske spørgsmål, fortsatte de igennem flere år med at give forkerte oplysninger til både offentligheden og kommunalbestyrelsen.

Sådan lyder de foreløbige konklusioner i en ny redegørelse fra Ballerup Kommune. Over ti sider oprulles, at kommunen begik den ene fejl efter den anden, da den i 2017 solgte en af kommunens grunde uden at give kommunalbestyrelsen det fulde billede af, at der skulle bygges en Erdogan-moské. Blandt andet godkendte kommunen byggeriet uden at bede om den nødvendige godkendelse fra kommunalbestyrelsen.