Interview. Historieskrivningen gør gårdmænd og husmænd til heltene i skabelsen af dansk velstand. Den fortælling er misvisende og skal skrottes, siger erhvervshistorikeren Per Boje.
Bondefanget
Alle ved, at solen begyndte at skinne over Danmark, da det første andelsmejeri åbnede i Hjedding i Vestjylland i 1882. Ligeværd og demokratisk samarbejde, kvalitetsudvikling af smør og bacon og forrygende eksport til England bragte Danmark ud af enevældens lange skygger og ind i moderniteten. Sådan fortæller den såkaldte gårdmandslinje i dansk historieskrivning.
Siden kom de organiserede arbejdere, septemberforliget på arbejdsmarkedet i 1899 og forfatningskampens lykkelige udfald i 1901; folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af Danmarks historie, ikke sandt.
