Integrationsminister Kaare Dybvad Bek er blevet udsat for heftig kritik, fordi han vil stoppe kønsopdelt børnesvømning. I et brev til 12 kommuner har han bedt om at få sat en stopper for den »udanske« praksis, og lige siden er kritikken haglet ned over ham. Der er tilsyneladende stor opbakning til kønsopdelt svømning, og det udstiller desværre, at vi i Danmark accepterer en forskelsbehandling af muslimske piger, som vi aldrig ville tillade for vores egne døtre. Vi kæmper for én slags ligestilling for danske piger, men en helt anden for de muslimske.
»Lad nu bare pigerne svømme i fred, Kaare Dybvad,« skrev Information forleden i en leder. Her kaldte debatredaktør Gry Inger Reiter det tom symbolpolitik at bekæmpe kønsopdelingen og gav fuld opbakning til at lade svømmehallerne opdele børn efter køn. Der blev ikke lige plads til at forklare, hvorfor nogle muslimske forældre nægter at lade deres piger svømme med drengene, men mirakuløst nok understregede lederen også følgende:
»Piger og kvinder i Danmark skal ikke begrænses i deres kropslige udfoldelsesmuligheder, uanset om årsagen er af kulturel, religiøs eller individuel karakter.«
I én sætning forsvarer hun altså religiøs kønsadskillelse; i en anden sætning slår hun fast, at ingen kvinder skal begrænses på grund af religion. Selvmodsigelsen skriger til himlen.
Mens vi lærer etnisk danske piger, at ingen har ret til at tage dem på røven, uanset hvor kort en kjole de har på – med absolut rette – lærer vi åbenbart gladeligt muslimske børn, at deres krop er noget, de skal skjule for det modsatte køn.
Vi protesterer imod slutshaming, men anerkender uden at tøve, at det forringer en muslimsk piges ærbarhed, at en dreng på ni år ser hende i en badedragt. Vi taler om kropspositivitet og skadelige kropsidealer, men pålægger gerne små skolepiger skammen over deres egen normale krop. Så længe de er muslimer.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt mente i 2016, at kønsopdelt svømning var en »middelalderkultur,« der hører til i Saudi-Arabien. I dag har han åbenbart for travlt med at rejse statuer af kvinder i det offentlige rum og erstatte »formand« med »forperson« i ophavsretsloven til at mene noget om sagen.
Hvilken spektakulær dobbeltstandard. Hvilket enestående hykleri at kræve frihed for velstillede etnisk danske kvinder, men acceptere et religiøst dydighedsregime for de muslimske. Hvilken skamløshed at kræve ligestilling i det danske samfund og samtidig asfaltere en motorvej for kvindeundertrykkelse i de muslimske.
Man kan ikke påkalde sig at være imod parallelsamfund og kvindeundertrykkelse, hvis man samtidig institutionaliserer disse. Med kønsopdelt svømning kommer staten og den offentlige sektor til at agere moralpoliti på vegne af de konservative muslimske forældre, der mener, at en kvindes værdi falder, jo mere tøj hun tager af i omklædningsrummet. Det er et menneskefjendsk kvindesyn, som nu praktiseres som svømmehallens eget regelsæt. Og det er skammeligt.
