Narrativer eksisterer skam også i sundhedsvæsenet, og her er historien om bloddonationen den måske mest betagende. Omkring 200.000 borgere har meldt sig som frivillige donorer for at forære deres blod væk kvit og frit. Gaven tilfalder danske patienter. Uden blodet ville mange dø eller gå glip af behandling.

Nu er den smukke fortælling om den direkte forbindelse mellem de generøse givere og de syge landsmænd imidlertid ved at smuldre. I dag er donorblod ved at få juridisk status som en international handelsvare. Det kolliderer med den hidtidige tradition for, at de vitale dråber fra donorerne herhjemme udelukkende indgår i et uegennyttigt og nationalt kredsløb med danske patienter som foræringens slutdestination.