Blandingsbørn

Det var på en bar i en nattetime, det gik op for Nikolaj Andersen Olsvig, at han måtte skrive en bog om det mest følsomme emne i Grønland, nemlig forholdet mellem danskerne og grønlænderne:

»Jeg maler lidt i min fritid og var med på en udstilling med grønlandske kunstnere i Odense. Efter ferniseringen kunne jeg først komme hjem med det næste tog klokken fem om morgenen, og så gik jeg i byen og faldt i snak med en pige, hvis kæreste lige havde været i Grønland som kok. Da jeg fortalte, at jeg var halvt grønlænder, sagde hun: 'Hold da op, hvor bliver man dårligt behandlet deroppe.' Jeg var lige ved at tabe kæben, for den slags må man jo ikke sige, men alligevel vidste jeg, at hun nok havde ret. Kæresten havde sikkert ikke kunnet få et ben til jorden, fordi han var dansker, og hun havde oplevet det samme, da hun var oppe for at besøge ham. Ligesom mange andre. Og så kom jeg til at tænke på, hvad jeg selv har oplevet, og som heller aldrig bliver beskrevet eller fortalt i offentligheden.«