Denne artikel udkommer også i Weekendavisens satiriske fredagsbrev, 'Ærligt talt'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Statsminister Mette Frederiksen har tilsyneladende trådt i spinaten. Hun har langet ud efter den finske præsident og den norske statsminister, fordi de på egen hånd havde en telefonsamtale med Vladimir Putin. Efterfølgende har de imidlertid svaret igen, at Danmark var orienteret om samtalen, og det har ført til en offentlig strid på ord, som har fået Putins rådgiver til at erklære, at Mette Frederiksen fortjener at miste Grønland. Nu har Lars Løkke Rasmussen også blandet sig. 

»Den eneste, der vinder på, at vi diskuterer, hvordan vi organiserer os selv, er Putin,« har han sagt til finsk tv. 

Muhaha. Det er præcis det samme argument, som Mette Frederiksen selv har brugt til at lukke munden på dem, der stillede kritiske spørgsmål til hendes store dronepanik. 

Velkommen til Ærligt talt. Skadefryden er jordens gæst i dag. 

1. Venstre skrumper sig selv med ét medlem

Preben Bang Henriksen blev tirsdag ekskluderet fra Venstre efter 15 år som folketingsmedlem. Eksklusionen kommer i kølvandet på en intern strid om Venstres nye grønne linje, hvor Preben Bang Henriksen, Søren Gade og tre andre medlemmer for nylig stemte imod gødskningsloven.

På et gruppemøde ville Preben Bang Henriksen ikke garantere, at han fremover vil stemme, som partiet ønsker, og på et ekstraordinært møde samme eftermiddag blev han derfor ekskluderet. I Politiken fortæller han, at han i pausen mellem de to møder fik øje på Mette Frederiksen.

Originalfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

»Pludselig dukker statsministeren op. Det er ikke så tit, hun er her på gangen, så det bliver jeg meget glad for. For jeg er glad for Mette Frederiksen. Jeg har ufattelig meget respekt for hende. Og jeg ville ikke ane, hvem der skulle lede Danmark, hvis ikke det var hende.«

Av.

2. Mette Frederiksen udlover pengesedler i Netto

Socialdemokratiet har lovet 1.000 kroner mere om måneden til en pensionist ved navn Annemarie, selvom der endnu ikke er indledt politiske forhandlinger. I regeringsgrundlaget blev der lovet en økonomisk håndsrækning til de pensionister, »der har mindst«, men ingen ved, hvor lav en indkomst man skal have for at komme i betragtning. 

Ifølge Danmarks Radio indgik den samme pensionist i en socialdemokratisk kampagne for fødevarechecken op til folketingsvalget, og nu har statsminister Mette Frederiksen været på indkøbstur med Annemarie i Netto, hvor hun fremhæves som en modtager af det nye tilskud. På billeder står de ved en fyldt indkøbsvogn med teksten:

»De pensionister, som har mindst. De skal have ca. 1.000 kr. mere om måneden.«

Originalfoto: Ida Marie Odgaard, Scanpix.

Socialdemokratiet har virkelig forfinet kontrakten med vælgerne. Hvorfor have en voksen samtale, når man bare kan dressere dem som dumme hunde. Penge godt. Oksekød godt. Mette Frederiksen god.

3. DR styrker formidling med sort snak

Danmarks Radio har slået tre nye direktørstillinger op i forbindelse med en omlægning af ledelsesstrukturen. Indholdsdirektør Naja Nielsen skal nu have fire direktører under sig samt en stabschef og en ansvarlig for innovation. Det sker ifølge Naja Nielsen blandt andet for at skabe en enkel og forståelig organisering, der i sidste ende skal skabe større værdi for danskerne.

»Jeg ser public service som en investering i det danske demokrati, og vi skal derfor løfte vores vigtige opgave sammen med alle andre redaktørstyrede, danske medier og alle dele af den kreative sektor, så vi sammen kan tilbyde alle generationer dansk indhold, som samler, udfordrer, underholder og informerer, og som giver perspektiv og nuancer til det liv og den verden, vi alle er en del af,« udtaler hun på DRs hjemmeside.

Forfriskende valg fra DRs side at sætte en cyborg til at udtale sig. Hvem har brug for AI, når Naja Nielsen taler flydende generisk for kun fire milliarder skattekroner om året?

Hermed blev det fredag. Det skal fejres sammen med den tidligere Venstre-minister Birthe Rønn Hornbech, der i P1 Morgen har kritiseret Venstres eksklusion af Preben Bang Henriksen. Da interviewet var slut, sagde værten: »Kan du have en rigtig god dag«, men det skulle han nok ikke have gjort. 

»Næ. Det kan jeg ikke, for jeg er i så dårligt humør over det her,« sagde Birthe Rønn Hornbech. 

Boss lady. Hun ønskes også en helt elendig weekend.