De årlige klimatopmøder er kendetegnet ved en række faste ritualer, der blandt andet indebærer, at mødet skal åbnes med flammende taler om planetens snarlige undergang, og at det skal afsluttes med beskedne aftaler.

Det seneste møde i Katowice, der var det 24. i rækken, blev således indledt af FNs generalsekretær, Antonio Guterres, der udråbte klimaændringer til at være menneskehedens største problem, hvilket blev fulgt op af formanden for FNs generalforsamling, Maria Espinosa, der ligefrem erklærede, at menneskeheden var i fare for helt at forsvinde.