Året 1973 var oliekrisens og de politiske opbruds år i Norden. I Danmark, Norge og Finland opfangede nye protestpartier en gærende utilfredshed, men i Sverige var en sådan ny partidannelse ikke nødvendig. Her opsamlede det gamle landboparti Centerpartiet de stadig tættere partikelskyer af muggen irritation og mistrivsel i en velfærdsstat, der uafbrudt siden Anden Verdenskrig havde været styret af Socialdemokraterna.

Under den sindige partileder Thorbjörn Fälldin, en piberygende fåreavler fra Ångermanland, inkarnerede Centerpartiet modstanden mod det socialdemokratiske betonvælde. Et Sverige, hvor alt gik for stærkt, og hvor alting var blevet for stort og centralistisk. For koldt, for fjernt, for planøkonomisk.