I 1916 åbnede amerikanske Margaret Sanger en af verdens første klinikker for fødsels­kontrol på 46 Amboy Street i New York. Klinikken var ulovlig, men desperate kvinder stod i kø ned til næste gade­hjørne. De ville vide, hvordan de undgik flere graviditeter. Sanger blev senere primus­motor for udviklingen af p-pillen, og med den i maven marcherede kvinderne ind i samfunds­eliten.

Ingen kunne dog dengang forudsige kvinde­frigørelsens bagside. At det biologiske ur en dag ville tikke så meget ude af takt med det moderne kvindeliv, at en ny desperation ville brede sig: angsten for barn­løshed. Førstegangs­mødre bliver ældre og ældre (29,3 år i snit i 2018), og flere og flere kvinder kæmper for at nå at få børn i tide.