Det er ikke sjældent, jeg på forskellig vis bliver beskyldt for misantropi. I tråde på Facebook for eksempel eller når min redaktør midt i en samtale om verdenssituationen i almindelighed udbryder: »Jamen, du kan jo ikke lide mennesker, Lone Frank!«

Jo, et lille udvalg af dem synes jeg vældig godt om, men jeg tilstår straks, at jeg ikke lider af den homo sapiens-romanticisme, som er så udbredt. Menneskearten er på mange måder ikke noget at klappe af. Bevares, vi kan prale af overlegen kognition og et veludviklet sprog, men dét, vi alt i alt bruger begge dele til, kalder ikke altid på beundring.