Da Danmark spillede ottendedelsfinale mod Tyskland sidste lørdag, og dommeren så sig nødsaget til at fløjte kampen af på ubestemt tid efter blot 35 minutter på grund af voldsomt uvejr, afslørede fodboldstadionets danske publikummer noget om vores mentalitet. 

I modsætning til det tyske landsholds fans, der både skar ansigter og forsøgte at skærme sig mod kaskaderne af vand, så blev en stor del af vores rød-hvide udsendinge siddende fuldkommen roligt med højst en lille justering af regnslaget.

 Undtagelsen var naturligvis de to opstemte unge danske mænd, som kameraerne fangede i en slags ekstatisk regndans. Pointen er, at mens det tyske publikum lynhurtigt fortrak sig, da situationen spidsede til, så valgte vi danskere at blive siddende i stormvejret i forventning om, at regnen nok snart ville slutte og kampen blive genoptaget.

Jeg hæfter mig ved det, fordi Beredskabsstyrelsen i sidste måned langt om længe meldte ud, hvordan danskerne skal forberede sig i tilfælde af kriser eller hybridkrig. Og godt nok fik det danskerne til at preppe: Jodtabletter blev udsolgt på landets apoteker, og selv på nemlig.com kan man alt efter smag og økonomi nu bestille op til flere forskellige såkaldte »hjemmeberedskabspakker«. Men spørgsmålet er, om det vældige fokus på dåsemad, knækbrød, batterier og fyrfadslys får os til at overse, at prepping altså ikke kun drejer sig om at være på forkant med de statsanbefalede indkøb. Det, som Beredskabsstyrelsen satte i gang for nogle uger siden, er en fuldkommen omkalfatring af vores virkelighedsopfattelse.

Danske fans forholder sig roligt, mens de venter på, at regnen stilner af i Dortmund. Foto: Alberto Pizzoli, Scanpix.
Danske fans forholder sig roligt, mens de venter på, at regnen stilner af i Dortmund. Foto: Alberto Pizzoli, Scanpix.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Man kunne også sige det sådan her: Lige nu prepper vi, som vi tager på stadion. Bliver kampen afblæst på grund af stormvejr, bliver vi siddende, for grundlæggende er vi af den overbevisning, at ubehaget er midlertidigt. Men det, som blev sat i gang med Ruslands invasion af Ukraine i 2022, er en dramatisk omskrivning af den historie, vi i Skandinavien har fortalt os selv og hinanden, om os selv og hinanden, siden Den Kolde Krig. 

Vi gennemgår lige nu en sikkerhedskrise, og den er både konkret og eksistentiel. Men både stadionstormen og det vældige fokus på indkøbslister afslører måske, at det tager tid at blive rigtig prepper. En hjemmeberedskabspakke er glimrende at have liggende, men den løser ikke alt. Vi skal snarere betragte den som begyndelsen på en helt ny måde at være i verden på.

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.