Folketinget får nu tilknyttet en præst. Det har præsidiet netop besluttet med stor jubel til følge for kirkeminister Ida Auken. Selvfølgelig kan ingen have noget imod, at de folkevalgte taler med en præst. Ligesom de kan tale lige så tosset, de vil, med deres psykologer, astrologer, revisorer og lifecoaches, når de er i tvivl om noget. Folketingsmedlemmerne er kun bundet af deres egen samvittighed og må søge præcis den rådgivning, de måtte ønske. Politisk og personligt.

Men at knytte en præst institutionelt til vores parlament er i mine øjne et forkert skridt. Den tidligere kirkeminister ville have danske soldater til at gå i krig for nationens værdigrundlag i form af kristendommen, som var vi i korstogenes tid, og den nuværende minister nåede at blive ordfører for »åndelig oprustning«, før vi fik den nye regering. Med en folketingspræst bliver der taget endnu et skridt ned ad den postsekulære vej.

Hvilket problem er det, en folketingspræst skal løse, spørger Svend Brinkmann. Foto: Joachim Ladefoged Arkivfoto Joachim Ladefoged Joachim Ladefoged

Der kan ikke være helt vandtætte skotter mellem politik og religion. Dels fordi vi har en grundlov, ifølge hvilken den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke, og dels fordi mange af de folkevalgte er troende mennesker, hvilket jo afspejler befolkningen. Men det betyder ikke, at der skal knyttes en præst til den centrale demokratiske institution, vores parlament. Det er ikke det samme, som at der bør holdes andagter på tinge som »en mulighed for fordybelse og refleksion i en travl hverdag«, som præsidiet udtrykker det i en pressemeddelelse.

DET ENDER NÆPPE med amerikanske tilstande, som når Trump sidder i Det Ovale Værelse omgivet af 20 kristne præster med foldede hænder og lukkede øjne, der beder for succes i angrebet på Iran. Men en mere afdæmpet lutheransk version i Danmark kan også være slem nok. Ikke mindst når flertallet af politikerne – med rette – samtidig bruger sekulære og liberaldemokratiske argumenter i en kritik af politisk islam og blandt andet diskuterer forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner. Ministerens og præsidiets argumenter for andagter i Folketinget er, som retsfilosoffen Jakob Holtermann har bemærket på Facebook, én til én de samme som visse muslimers argumenter for bederum. Mange af os havde ellers fået indtryk af, at Gud skulle have vigepligt for demokratiet på det helt principielle plan, men nu rulles sekularismen langsomt, men sikkert tilbage.

Beslutningen er af fortalerne begrundet med henvisning til, at der allerede findes præster på hospitaler, i forsvaret og i fængsler (hvor der dog angiveligt også findes imamer, men tanken er vel næppe, at også de skal knyttes til Folketinget?). Det er en vildledende sammenligning, al den stund at folketingspolitikerne hverken er indlagt, i krig eller i fængsel og derfor frit kan opsøge deres egen præst, hvis de ønsker sjælesorg eller åndelig vejledning.

Hvilket problem er det, en folketingspræst skal løse? Intet, så vidt jeg kan se, og forslaget fremstår derfor som en slags postsekulær provokation.

Skal en åndelig rådgiver nødvendigvis tilknyttes Folketinget, hør da i stedet mit forslag: Hvad med en filosof? Gerne en, der kunne sin Locke (som argumenterede stærkt for adskillelsen af statens magt og kirkens myndighed), sin Spinoza (der radikalt kritiserede enhver religiøs autoritet i politik) og sin Marx (der som bekendt mente, at religion er opium for folk og folkevalgte). 

Det liberale demokrati og dets institutioner er bygget på oplysning og ikke religion. Jeg savner pludselig Anders Fogh, der stod fast på, at religion er en privat sag.

Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet