Ufrihedens farlige glidebane

Ytringsfriheden er en smuk og meget dansk ting, der ikke bare gør livet lettere og sjovere for den enkelte, men også på samfundsplan sikrer, at fejl og problemer hurtigt bliver påpeget, og at dårlige ideer konstant bliver udfordret. Eksempelvis ideen om, at en bog er så hellig, at man er berettiget til at bruge vold i stedet for argumenter i forfægtelsen af dens indhold.

Da SVM-regeringen foreslog og siden indførte koranloven, som indskrænkede ytringsfriheden ved at gøre det strafbart at udsætte religiøse skrifter for såkaldt »utilbørlig behandling«, stod Liberal Alliance og mange andre fast på danskernes ytringsfrihed. Den skal (og skulle) selvfølgelig ikke indskrænkes af hensyn til autoritære regimer og religiøse kræfters følelser – også selvom det faktisk kræver, at de danske myndigheder beskytter folk, der udøver deres ytringsfrihed. Vi advarede dengang mod, at sådan et knæfald har det med at danne præcedens over tid, så danskernes frihedsrettigheder får vigepligt for andre, enten smålige eller fjendtlige, hensyn. Men det argument finder ikke meget lydhørhed hos Arne Hardis, der i anledning af toåret for regeringens indledning af miseren om koranloven, causerer over det såkaldte glidebaneargument i sidste uges Weekendavisen.