I dag vinder venstrefløjen en historisk sejr i København. En sejr, der ikke kun vil skabe en bedre og billigere by for almindelige københavnere – men også være en monumental begivenhed for hele Danmark. Det vil ske, på trods af at Det Berlingske Hus i valgkampen har ageret mere som en højreorienteret kampagnemaskine end som et publicistisk mediehus. Dag efter dag er kampagnejournalistikken mod Enhedslisten og SF eskaleret.

Antallet af ledere og klummer, der advarer mod socialistiske dommedagsscenarier, er efterhånden svært at holde styr på. Selv Weekendavisen har deltaget i løjerne, senest med chefredaktør Martin Krasniks leder, der har svært ved at beslutte sig for, om venstrefløjens vælgere er onde eller bare dumme.