Debat. Weekendavisens fortælling om falske karakterer er både uproportional og manipulerende, skriver formand for Danske Gymnasier.
Manipulerende kritik
Weekendavisens forside var i forrige uge ryddet, og dramatikken kørt i stilling med overskriften »Bestået på rektors bestilling« og en lang artikel om griske rektorer og falske karakterer.
Det lyder jo voldsomt, men før borgerne i Danmark bliver utrygge ved studenterhuens validitet og de offentlige chefers moral, vil jeg her komme med et par nødvendige korrektioner til en artikel, der i sin kritik er både uproportional og manipulerende.
I artiklen anklages rektorer og ledelse for at presse lærerne til at løfte karakterer. Historien kommer fra to navngivne lærere, der for år tilbage var ansat på et københavnsk gymnasium, og en anonym lærer på et andet gymnasium i hovedstaden.
I dag er ledelsen på det førstnævnte gymnasium en anden, og jeg ved, at der arbejdes målrettet på at formindske diskrepansen mellem års- og eksamenskarakterer. Men det forhindrer ikke Weekendavisens debatredaktør, Christian Foldager, i at give de to navngivne lærere endnu en runde i manegen. Jeg tænker ikke, at han har kunnet finde opbakning til synspunkterne hos ansatte i dag, når det bortset fra den anonyme lærer er de samme tidligere lærere, der bruges i alle hans gymnasiekritiske artikler – helt tilbage fra dengang han var ansat på Berlingske.

I artiklen motivtolkes der lystigt i, hvorfor en rektor kan finde på at presse karaktererne op. Her bringes resultatlønskontrakten i spil. Der vil det nok være rimeligt, at læserne bliver oplyst om, at det er ganske få rektorer, der i dag har resultatløn, da man med overenskomsten i 2018 ønskede, at rektorerne overgik til cheflønsaftalen, netop for at slippe af med resultatlønnen, som var bøvlet at administrere. Desuden har jeg ikke kendskab til, at nogen nye rektorer efter OK18 er blevet ansat på en resultatlønskontrakt.
Det afspejles altså ikke i lønnen i nær samme omfang som tidligere, at man fastholder flere elever. Det undrer mig, at den oplysning ikke er med, når man kommer med indirekte, men temmelig grove anklager. Helt grotesk bliver det selvsagt, når to professorer uforvarende bliver bedt om at forholde sig til en praksis vedrørende resultatløn, som kun i meget begrænset omfang har bund i den aktuelle virkelighed.
Når det er sagt, skal det stå helt klart, at landets gymnasier bør ligge nogenlunde ens i forholdet mellem årskarakterer og eksamenskarakterer. Det har både jeg som formand for Danske Gymnasier og mine rektorkollegaer for længst slået fast. Der pågår et vedholdende arbejde med at rette op på diskrepansen de steder, hvor det er nødvendigt. Ministeriet holder løbende øje med udviklingen i karaktererne, og gymnasier risikerer at havne i tilsyn, både hvis der er for stor diskrepans mellem årskarakterer og eksamenskarakterer – og hvis ministeriet ikke mener, at gymnasierne i tilstrækkelig grad formår at løfte eleverne fagligt. Der foregår altså en jævnlig landsdækkende kvalitetskontrol, som sikrer, at elevernes karakterer er retvisende, og at de får et fornuftigt fagligt udbytte ud af deres gymnasietid.
Og for at sætte problemets omfang i perspektiv vil jeg godt understrege, at der p.t. er 18 gymnasier i tilsyn på landsplan. Og det er vel at mærke på tværs af både erhvervsgymnasiale og almengymnasiale uddannelser.
I et svar til Folketinget skriver Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, at tilsynet for mange af institutionerne har »givet anledning til at ændre praksis og intensivere fokus på prøveformen og teste eleverne hyppigere«.
Dette er ikke sagt i et forsøg på at forklejne problemet, men det er altså kun på en meget lille del af alle landets gymnasier, at det er et problem, og dér er ministeriet på sagen for at sikre, at der rettes op på forholdene.
Jeg forstår godt, at Weekendavisens nye debatredaktør med sin provokerende fortælling gerne vil skabe debat, men det skal selvfølgelig gøres på et sobert og redeligt grundlag. I det her tilfælde er der imidlertid tale om manipulation.
Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk
Del: