Makulér nu det diversitetskort

Jeg mærker en træthed i samfundet. En træthed over at høre om diversitet. Når vi har hørt endnu en historie fra en minoritet og bliver bedt om at give plads. Vi må midt i vores træthed imidlertid ikke glemme, at ikke alle minoriteter repræsenterer samme stemme. Vi er alle forskellige. Mange føler, at diversitetskortet, hvor velment det end måtte være, bliver trukket for ofte – og spørgsmålet er: Har det overhovedet længere nogen effekt?

Jeg er selv begyndt at føle den træthed. For burde vi ikke være nået videre end til denne markering? Burde vi ikke for længst være nået til et sted, hvor mennesker vurderes ud fra deres faglighed og evner – og ikke ud fra deres hudfarve, navn eller etnicitet? Virkeligheden er, at vi ikke er dér endnu.

Min teaterforestilling En Vred Kvinde er således ikke bare endnu en minoritetsfortælling. Den er i stedet en universel historie om at blive set som et helt menneske. Forestillingen handler om relationer, strukturel undertrykkelse og kvinders vrede – og om, hvordan vreden kan blive et vendepunkt, en kraft til forandring. Jeg oplevede, at både hvide mænd og hvide kvinder følte sig set og hørt i min fortælling, også selvom – eller måske netop fordi – jeg skriver fra et personligt sted.

Da jeg skrev stykket, var det vigtigt for mig at placere det i en både dramatisk, politisk og poetisk ramme. For der er ikke tale om en løftet pegefinger – det er i stedet en kunstnerisk udforskning af et levet liv. Forestillingen bliver dermed både samfundskritisk og personlig og åbner tilmed for nogle emner i en underholdende form. Det meste er jo nemmere at tage ind, når man oplever det i en kunstnerisk kontekst. Man kan forhåbentlig lige pludselig relatere til personen, som står på scenen.

Med min forestilling ønsker jeg at give publikum adgang til et intimt rum, hvor mange netop oplever, at de spejler sig – uanset baggrund. Med En Vred Kvinde vil jeg gerne hylde alle kvinder og retten til at sige fra og råbe op i dagens samfund. Derfor handler min forestilling ikke kun om den manglende diversitet, men om, hvordan vi ser hinanden. Hvem får lov at fortælle deres historie? Hvem får ordet – uden vel at mærke at skulle passe ind i en »diversitetsboks«?

Jeg drømmer i forlængelse heraf om, at vi ikke længere skal kæmpe for at blive taget alvorligt som kunstnere med minoritetsbaggrund – at vi bare er kunstnere. Punktum. Men for at komme dertil må vi først turde give plads til de stemmer, vi sjældent hører.

Et par publikummer fortalte, at det var første gang, de havde sat deres ben i et teater – og at det blev en oplevelse, de aldrig ville glemme. Jeg drømmer også om, at flere tør drømme om en fremtid som skuespiller eller teatermenneske – ikke mindst folk med somalisk og kenyansk baggrund, som jeg selv har. Vi har også historier, der skal fortælles.

En Vred Kvinde havde premiere i december 2024 og bliver nu genopsat under teaterfestivalen CPH STAGE sidst på måneden på Krudttønden på Østerbro. Forestillingen er min debut, men har allerede vist, at den kan ramme bredt. Publikum blev ofte hængende efter tæppefald.

Jeg mener, at vi ødelægger kunsten ved at tænke på diversiteten for diversitetens egen skyld. Kunst handler om menneskelighed, den rammer og berør uanset baggrund; det er det, kunst kan. Ved at give plads til nye stemmer udfordrer vi måden, vi tænker på. Jeg ønsker ikke selv at gå glip af historier, der kan ændre mine synspunkter eller inspirere mig. Derfor giver jeg plads til min egen fortælling.

Ilham Herisi​ er dramatiker og skuespiller.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.