Vi har en tendens til altid at betegne øjeblikkets udfordringer eller kriser som historiske. Det gjaldt for eksempel covid, muhammedkrisen eller kampen mod terror efter 11. september med krigen i Afghanistan. De var bestemt alle alvorlige nok, men denne gang kan der ikke være tvivl om, at vores lille land er midt i den værste sikkerhedskrise siden Den Kolde Krig. I disse dage har vi blikket stift rettet mod Grønland og præsident Trumps forsøg på en fjendtlig overtagelse. Denne historisk alvorlige krise indgår så tilmed i en hel kaskade af gensidigt forstærkende kriser, som har ramt os på en gang.

Den globale opvarmning, som åbner adgang til ressourcer og nye transportveje i Arktis, er sammen med de skærpede modsætninger mellem stormagterne vigtige faktorer i grønlandskrisen. Den er så selv med til at uddybe den allerede alvorlige krise i forholdet mellem Europa og USA, som Trumps toldkrig og svigt af Ukraine har udløst sammen med hans dybe modvilje mod NATO og EU. Tvivlen om USAs fortsatte sikkerhedsgaranti til Europa gør et stadig mere aggressivt og krigerisk Rusland endnu farligere for os. Dermed bliver også behovet for europæisk oprustning endnu større, mere hastende og dyrere. I de mange lande, som ikke har et råderum, hvor de kan hente alle de mange penge, skaber skænderier om regningen politisk splid.