Læserbreve

Clickbait

Rasmus Falbe-Hansen, lektor i historie og mediefag og tidligere filmanmelder

Under overskriften »Verdens værste film?« konstaterer Lasse Winther Jensen i WA#17, at Joachim Triers Affektionsværdi er instruktørens mest usammenhængende og uærlige film til dato. Således lykkes det igen Winther Jensen at gå mod strømmen i filmkritikken, ligesom han for eksempel gjorde med en anden fremragende og følsom film, Hamnet, som for ham var chokerende banal.

Disse titler holdes typisk op mod mere radikale artmovies, som Winther Jensen omfavner for deres originalitet. At filmene er mindre originale, er ikke nødvendigvis usandt. Problemet er, at det bliver en kedsommelig præmis, hvor alle film vurderes ud fra samme parameter, uden at deres genremæssige kontekst tages i betragtning. Noget, som avisens forhenværende anmelder Bo Green Jensen var god til.

Til gengæld giver det dejligt »skarpe« holdninger, som åbenlyst er Winther Jensens raison d'être på redaktionen. Jeg synes, det er kedeligt, og at Winther Jensen dermed ender med at blive en art intellektuel Thomas Treo.

Arvesynden 1

Nikolaj Voigt Topsøe, sprogofficer

I WA#17 kunne man læse Nikolaj Arves klumme om hans bestræbelser på at kæmpe sig igennem Moby Dick. Ifølge Arve er bogen nærmest ikke det papir værd, den er skrevet på. Får vi nogen begrundelse for denne dom? Ikke rigtigt. Udover nogle klichéprægede hentydninger til værkets længde og Melvilles kedsommelige beskrivelser af hvaler og hvalfangst består det meste af artiklen af kritik af Carsten Jensens forord og forskellige hverdagsscener, der skal illustrere værkets søvndyssende karakter.

For et tidsskrift, der bryster sig af kulturel ambition og agter at bidrage til åndelig oprustning, er det simpelthen for slattent. Når nu bogen indledes med verdenslitteraturens måske mest berømte første sætning, fortjener den at blive læst med friske øjne.

Hvis man ligefrem vil advare folk om at give sig i kast med en så vanvittigt givende læseoplevelse, skal man have argumentationen i orden. Selvfølgelig, hvis man går til bogen, som en mellemleder går til et maratonløb – som noget, der skal overstås, så der kan komme et trofæ på hylden – så bliver det en trættende omgang. At læse Moby Dick kræver dog ingen stor litterær begavelse eller en bachelor i litteraturvidenskab. Det kræver kun, at man ikke lader sig afskrække af advarslerne fra dem, der ikke selv kunne komme igennem den.

Arvesynden 2

Alexander Busch, klassisk filolog

Nikolaj Arve bruger mere spalteplads på Carsten Jensens forord end på Melvilles roman Moby Dick i sin klumme i WA#17. Det siger noget.

Moby Dick er ikke en lang bog om hvaler. Det er en bog om besættelse, hævn og det at følge en leder, der fører sit mandskab i døden i jagten på et mål, som mandskabet ikke deler og til sidst slet ikke forstår. Den akkumulerende detalje er ikke spild; det er den mekanik, der giver Ahabs vanvid sin uafviselige tyngde. Uden hvalmasserne vejer galskaben ingenting.

At kalde dette »en generel sygdom i tiden« er at forveksle et bevidst episk greb med redaktionel slaphed. Melville positionerede sig bevidst i forhold til værker som Homers Odyssé, Bibelen, Miltons Paradise Lost og Shakespeares dramatik. Totaliteten er ikke en fejl, men et program.

Linea Maja Ernsts tommelfingerregel er charmerende som cocktailparty-bonmot, men som litterær etik er den barnlig. Den forudsætter, at læsningens formål er behag, og at det, der koster noget, er en fejltagelse. Horats vidste bedre: Digtekunsten skal underholde og belære. Det er præcis dér, litteraturen begynder.

Romanen er i øvrigt mere aktuel end nogensinde. I hvilken grad lader et mandskab sig lede af en kaptajn, der sænker skibet i jagten på sin private hævn? Det spørgsmål er ikke akademisk i øjeblikket.