Debat. Christoffer Zielers angreb på Harry Potter er desværre lige så dovent og uoriginalt, som han anklager J.K. Rowling for at være.
Kunsten at stjæle
I et par bizarre klummer i Weekendavisen har Christoffer Zieler med PISA-undersøgelsen som spinkelt afsæt og J.K. Rowlings offentlige konflikt med transmiljøet som slet skjult klangbund rettet en bredside mod Harry Potter-bøgerne. Bøgerne har, forstår man, gjort generationer af læsere dummere (dog heldigvis ikke ham selv).
Ifølge Zieler må man »adskille kunstneren og værket og fastholde, at Potter-bøgerne er dårlige i egen ret«, og for at bevise, at han selv mestrer denne adskillelse, runder han generøst sin anden klumme af med at fortælle os, at han trods det dårlige sprog godt kan lide de første 150 sider i Rowlings krimi Ustyrligt blod. Nuvel.

