Kulturen kan løse kriser

Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket, da jeg læste antropologen Katja Kvaales indlæg (WA #07) om den kommende museumsreform. I en situation, hvor arbejdet med reformen er i en indledende fase, og jeg mest er optaget af at lytte, kan Kvaale åbenbart allerede forudse slutningen.

Hun »skuer et åndsfattigt fremtidsscenarie, hvor etårige kandidater ansat på landets museer, der er lettet for krav om forskningsbaseret formidling, skal forvalte kulturarv som maksimalt turismevenlig, helbredende fluffyness og Disney-sammenhængskraft i en hård konkurrence om statsmidler«. Tak for kaffe.

Weekendavisens skribent bygger blandt andet sin kritik på, at hun har hørt mig i 24syv-programmet Alis fædreland. Her sagde jeg, at jeg ikke mener, at alle museer skal forske. I al stilfærdighed har Kvaale vist ikke hørt helt efter. Hvis hun havde gjort det, havde hun fanget min hovedpointe: at spillebrættet er helt åbent.

Som jeg sagde i radioprogrammet: For mig handler det om, hvordan vi bedst sikrer vores kulturarv, og hvordan vi er i dialog med nutiden og fortiden for at få en bedre fremtid. Her indgår forskningsperspektivet sammen med både undervisnings- og turismeperspektiver, en fornuftig balance mellem landsdele samt land og by, et opgør med urimelige strukturer og det økonomiske ansvar i kommunerne.

Konklusionen er altså ikke skrevet på forhånd. Jeg har endnu ikke lagt mig fast på nogen model for en museumsreform, ligesom jeg heller ikke har lagt mig fast på omfanget. Tværtimod har jeg inviteret 150 mennesker til stormøde, afholdt 27. februar. For hvad er federe end at invitere folk, der er klogere end én selv og spørge dem, hvad deres anbefalinger er?

Kvaale undrer sig over, at universiteterne ikke var med. Der er – heldigvis – mange flere end de 150 inviterede, der har holdninger og ideer til museumsreformen. Nu starter jeg med at lytte til museerne, og så håber og regner jeg med også at få input fra mange andre i den kommende tid.

Kvaale går også ud fra, at pengene så skal »fordeles tyndere på flere museer i et nulsumsspil«. Også her falder konklusionen for tidligt. Måske mangler antropologen at opdage, at regeringen overordnet set har sat sig for at styrke kulturen i hele landet og på tværs af områder – og at vi ønsker at løfte kunstens og kulturens stilling i samfundet?

Vi har høje ambitioner. At vi har skrevet museumsreformen ind i regeringsgrundlaget, er udtryk for dette. Det bliver en stor opgave at lave en så omfattende reform, som flere ministre før mig har måttet opgive at nå i mål med.

Og ja, vi tror faktisk så meget på kulturen, at vi mener, den kan være med til at løse nogle af tidens største kriser. Men hvordan det skal ske, er endnu ikke afgjort. Jeg vil netop gerne lytte til kunsten og kulturen. Så hermed en opfordring til at indgå i debatten og være med til at forme konklusionerne – fremfor at drage dem på forhånd.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk