Før hun gik ud ad døren, vendte dronning Margrethe 2. sig om og så, at alting var i orden. Iklædt en rød dragt og de brillantøreringe, hun fik af prins Henrik, da hun fyldte 50, og den hesteskobroche, hun fik af sin far, Frederik 9., i 1953 efter underskrivelsen af den grundlov, som gjorde hende til tronfølger. »Gud bevare Kongen,« sagde hun, og forlod så mødet i Statsrådet.
Danmark har fået en ny konge, Frederik 10., og da han trådte frem på Christiansborgs balkon, kunne han se ud over en slotsplads, som var så fyldt, at politiet havde måttet lukke flere af de tilstødende gader.
Hvad ville han sige? Noget kort? Ville han snuble i ordene? Bryde med traditionen? Og hvad ville hans valgsprog blive? Siden Christian 1. har der været tradition for, at regenter vælger et valgsprog, når de udråbes. Et slogan eller mission statement, der fortæller, hvordan de har tænkt sig at gå til opgaven.
»Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke,« lød dronning Margrethes i 1972 – et valgsprog, der forenede Frederik 7.s »Folkets Kærlighed, min Styrke« med Frederik 9.s »Med Gud for Danmark«.
Denne gang blev det et valgsprog uden Gud, men fremsagt med masser af følelser, hvilket må siges at være i tidens ånd. Da kong Frederik 10. trådte frem på balkonen, jublede folk som til en landskamp eller rockkoncert, og regenten blev tydeligt rørt. Ligesom dengang han blev gift med Mary i Vor Frue Kirke.
Fyndigt udtalte statsminister Mette Frederiksen: »Han er en konge, vi kender, og en konge vi stoler på,« hvorefter hun tre gange proklamerede:
»Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. er abdiceret. Længe leve Hans Majestæt Kong Frederik 10.«
Han kneb en tåre. Igen. Og tog nu sine briller på og talepapiret frem og sagde helt uden at famle, vakle eller falde over ordene: »Min mor har som få formået at gå i ét med sit kongerige. I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.«
Og til sidst fik vi så hans valgsprog:
»Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark.«
Ikke noget dårligt valgsprog, måske lidt svært at udtale, men det meste af tiden skal det jo også stå på et våbenskjold. Der ligger endvidere et relevant budskab til tiden i, at det ikke kun er kongen, der er forpligtet eller forbundet. Der står således ikke min: min pligt, mit Danmark. Valgsproget kan dermed også være vores, folkets, og understøtter dermed resten af talen, der var gennemstrømmet af en DBU-agtig »En del af noget større«-energi, og som understregede, at konge, det er man ikke alene.
Men hvor var Gud, vil mange spørge? Gud er røget lidt ud og ind af valgsprogene og med lidt god vilje kan man stadig finde ham i disse linjer i talen:
»Jeg får brug for alt den støtte, jeg kan få fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer, og fra det, der er større end os.«
Endnu stærkere end talen var imidlertid de røde øjne og det shamballa-armbånd, som sidst blev set engang i 00erne på frisør Dennis Knudsen og musiker Remee. Det er ikke så ofte, man ser Søværnets gallauniform ledsaget af et kendisarmbånd med kvaster (ikke at forveksle med det kvasteløse soldier to soldier-armbånd). Efter talen klappede kong Frederik fra balkonen sammen med sit publikum, nøjagtigt som til en rockkoncert.
Og apropos koncert: Snart begyndte flere i folkemængden at synge »Der er et yndigt land«, selvom de færreste kunne mere end de første to vers udenad. Heldigvis kom dronning Mary, kronprins Christian og de øvrige børn ud på balkonen, og så græd Kongen igen. Rørstrømskhed er bare god underholdning.
Kulminationen indtraf, da Kongeparret gav hinanden et kys. Plejer man at gøre det under proklamationen af ny regent? Nok ikke, men vi lever som bekendt i følelsernes tidsalder, og her er tårer, kys, grin og jubelbrøl en valuta, der ikke er forbeholdt folket. Også på den måde er Frederik 10. en konge lige til tiden.
