Hvis vi vil

DET er ikke for meget sagt, at de europæiske beslutningstagere er rædselsslagne for Vladimir Putins Rusland. For tiden falder de over hinanden for at advare om, at Rusland på sigt kan tænkes at ville angribe et NATO-land, og at det derfor gælder om at ruste op i en fart. Fra den øverstkommanderende for den hollandske hær over den svenske, tyske og norske forsvarsminister til den polske præsident og formanden for NATOs militærkomité plus adskillige andre fra øverste, øverste hylde lyder samme budskab: Krigen kan komme til Europa, før vi ved det.

ER det bestemt positivt, at de europæiske beslutningstagere har indset, at Putin udgør en reel trussel mod Europa, så kan det undre, at det skulle tage så lang tid. Trods alt er det to år siden, at Putin indledte sit generalangreb på Ukraine, og han har på intet tidspunkt lagt skjul på, at hans dagsorden sandelig ikke primært handlede om landvindinger. Rusland er verdens geografisk største land og behøver ikke mere territorium. Nej, det handlede ifølge Putin om at få indstiftet en ny verdensorden, hvor Vesten blev nødt til at acceptere, at store magter delte verden mellem sig i indflydelsessfærer, hvor de hver især kunne herske uantastet. Af samme grund begrænsede de krav, som Putin forud for invasionen stillede til USA og NATO som betingelse for ikke at angribe, sig da heller ikke til Ukraine. Han krævede en demilitarisering af hele Østeuropa, herunder af Baltikum, samt tilbagetrækning af samtlige udstationerede amerikanske atomvåben i Europa.