Kommentar. Saba, Copenhagen Pride og Berlinalen er en del af samme tendens, og den er ikke kun bekymrende, den er også kedelig.

Den moderne moral

Copenhagen Pride, der er kendt for sin mangfoldighedsparade i København hvert år, kræver nu, at fremtidige samarbejdspartnere forholder sig til Israel-Hamas-konflikten på »en tilfredsstillende måde«, selvom konflikten i Mellemøsten ret beset intet har med Copenhagen Prides aktiviteter at gøre.

For nylig var det også vigtigt for filmfestivalen Berlinalen at signalere, at man både kræver våbenhvile i Gaza og ikke bryder sig om politikere fra det højrenationale parti Alternative für Deutschland, selvom det heller ikke havde noget med festivalens formål at gøre.

Tilsvarende var det vigtigt for dette års vinder af det danske melodigrandprix, Saba, at fortælle offentligheden, at Israel burde trække sig fra sangkonkurrencen. Ja, faktisk var hun i tvivl, om hun overhovedet ville deltage i Eurovision, hvis Israel også gjorde det, selvom det var uklart, hvorfor hun skulle bestemme det.

Saba er i mellemtiden kommet frem til, at det gør hun, og det skyldes ifølge en pressemeddelelse fra DR følgende:

»Jeg håber og tror, at jeg som en brun kvinde, der ovenikøbet er adopteret, queer og kæmper med psykiske udfordringer, kan spille en vigtig rolle i at gøre Malmø til en inkluderende fest, hvor jeg kan repræsentere en masse mennesker og Danmark på min helt egen måde.«

Jeg er nok ikke den eneste, der længes tilbage til dengang, en mangfoldighedsparade hyldede mangfoldighed, en filmfestival viste film, og en vinder af melodigrandprix repræsenterede Danmark. Men de dage er desværre forbi.

For i dag er det ikke nok at løse sin kerneopgave; i stedet skal man arbejde i en højere sags tjeneste og stille sig til rådighed for et selvudnævnt, nobelt formål, et ædelt budskab, en beundringsværdig kamp. Alle vil i dag være rollemodeller, ingen vil nøjes med at udfylde deres rolle: Moralsk er det mest moderne, man kan være.

Den tyske filosof og forfatter Alexander Grau har til Kristeligt Dagblad udtrykt det sådan her:

»I dag er man moralsk, hvis man er for fred, bæredygtighed, social retfærdighed og imod påstået diskrimination. Alt skal være moralsk korrekt: ernæring, livsstil, forbrug. Tekniske eller videnskabelige problemer bliver stort set ikke længere behandlet ud fra et fagrelateret grundlag, men et moralsk. Kunsten skal heller ikke være smuk, men politisk korrekt. Moral er med andre ord blevet til ideologi, til hypermoral.«

Han mener også, at hypermoralens vækstbetingelser skal findes i selvrealiseringen, at moral er blevet selvstiftende. Noget er godt, fordi det føles godt, ikke fordi det henviser til en sammenhængende ideologi, tværtimod er moralen blevet ideologien. Og det er ikke nok, at man selv gør det, der er rigtigt, andre skal også følge trop, ellers ekskluderes de af det (selv)gode selskab.

Den moraliserende mangfoldighedstænkning har det nemlig ironisk nok med at være meget lidt mangfoldig, og det understreger Berlinalen såvel som Copenhagen Pride og Saba, der har lagt sig samme sted i Israel-Hamas-krigen som langt størstedelen af kulturmiljøet.

Før melodigrandprix havde Tessa, Mø og 400 andre kunstnere således underskrevet et brev, hvori de krævede Israel udelukket fra den internationale sangkonkurrence. Nøjagtigt ligesom svenske og norske kunstnere, finske og færøske. De skrev:

»Vi kan ikke være passive og se på, at et land, der begår grove krigsforbrydelser mod et fængslet folk, bliver inviteret til en fælles fejring af musik, mangfoldighed og samhørighed. Vi opfordrer på det stærkeste DR til at stå op for udelukkelsen af Israel i dette års Eurovision,« stod der blandt andet.

Kunne man forestille sig, at 400 danske kunstnere underskrev en støtteerklæring til Israel? Selvfølgelig ikke. Den selverklærede progressive venstrefløj har aldrig været nogen fan. Underligt nok kan man heller ikke forestille sig dem demonstrere imod Hamas, selvom terrororganisationen ikke ligefrem er kendt for at knuselske lesbiske kys, mangfoldighed, inklusion, Pride, de/dem-pronominer og lgbtq-rettigheder. Men nu stiller Hamas jo heller ikke op i Eurovision.

Det gør Saba, som man ellers godt kunne forvente på forhånd havde gjort sin stilling op med hensyn til Israel, hvis deltagelse længe har været annonceret. Var landets deltagelse uforenelig med hendes værdier, kunne hun jo have undladt at stille op, men nej, for værdier synes i dag først at få rigtig værdi, når andre bifalder dem. Det er ligesom ikke nok, at man bare selv tager konsekvensen af dem.

Derfor deltog hun, vandt og var så usikker på sin videre deltagelse, indtil hun ikke var det mere, for nu havde hun fået øje på en endnu mere nobel-ædel-beundringsværdig-forbilledlig sag, og den består såmænd i, at hun er sig selv. At hun simpelthen alene ved at være brun, adopteret og lesbisk kan gøre en forskel, muligvis endda stoppe krigen i Gaza, hvem ved.

Det ved jeg. Sabas deltagelse kommer ikke til at ændre på noget som helst, i al fald ikke på andet end at Danmark kommer på pointtavlen, og hvis hun synger bedre end til melodigrandprix, kan det også tænkes, at hun repræsenterer landet på en positiv måde.

Overordnet er det udtryk for en himmelråbende naivitet og desværre også selvovervurdering, at man forestiller sig, at verden bliver et bedre sted af at blive yderligere politiseret eller sovset ind i lige netop ens egen politiske korrekthed.

For de fleste af os vil egentlig bare gerne høre en sang, se en film eller fodboldkamp uden at få andres holdninger krænget ned over os som et alt for lille kropskondom.

Der er ikke noget galt i, at kunstnere og kulturaktører tager stilling. Problemet opstår, når andre bliver ekskluderet for at tænke, mene og kæmpe for noget andet. Nutidens hypermoral er ultimativt undergravende for fri tænkning og ytringsfrihed, men først og fremmest er den kedelig.