Åndeligt aristokrati

De andres tøj er sort og hullet. Kæder af sølvringe i ørerne, metalpiercinger prikket i smilehullerne. Jeg spotter de fra underklassen approprierede tribaltatoveringer og plateausko. Empire Bio emmer af Mad Max-vibes (bare uden farenergien).

»Queers – we got your back! How to be an ally in dark times?« står der på lærredet under et orangetonet billede af skuespillerne Nina Rask og Magnus Juhl Andersen. Jeg er til forpremiere på filmen Sauna – og bagefter vil der være paneldebat.

I biografsalen på Nørrebro stikker jeg virkelig ud, det gør jeg ellers aldrig. Er det for underdanigt med mine lange lokker, tænker jeg, og folder dem sammen under en hårklemme. Frisøren hjemme i Auning har klippet lidt krøl i det, i provinsen er frisørerne både dygtige og billige.

Kærlighedsfilmen samler os. Ligesom et menneske bærer sin død med sig, så gør de moderne kærlighedsrelationer det også. »Dump him,« står der ildevarslende tatoveret på kæresten Williams (spillet af Nina Rask) nakke. Åh, de modbydelige overscoringer.

Selvfølgelig er den litteraturstuderende transmand William for god til provinsbøssen Johan (Magnus Juhl Andersen), der stjæler af kassen i bøssesaunaen Adonis, hvor han arbejder. Forelskede Johan vil hjælpe William med at indsamle de 35.000 kroner, en brystkorrigerende operation koster.

Det bliver dog ikke nødvendigt, for pengene overførte mor og far lige, fortæller William, da han sidder sammen med Johan i sine forældres mondæne sommerhus. Johan er ved at tabe kæben. Havde de bare lige 35.000?! William hæver skuldrene og skifter emne. Han har købt en gave til Johan, en strap-on.

Senere, da forholdet mellem de to begynder at gå skævt, må Johan flytte. Han fattes penge og sugardater. At sælge sin krop for tag over hovedet er økonomisk desperation. Hjemme er der ingen hjælp, far ved ikke, at Johan er homoseksuel. Alligevel er det William, der fremstår som den tragiske helt.

Filmen gør ellers meget for at nuancere, Sauna er både god og klog. Ikke desto mindre optræder William underligt fejlfri og skriver sig dermed ind i en tendens i tiden, der har det med at spænde ben for egne gode intentioner.

I nogle kredse findes således et særligt hierarki på ryggen af en noget forloren intersektionel feminisme. Her har nogle en dybere indsigt end andre qua deres status i offerhierarkiet og deres evne til at italesætte det gennem et komplekst elitesprog. En ensporet tænkning, som er et kæmpe problem for queerbevægelsen, der risikerer at slå ring omkring sig selv – og mistænkeliggøre selv dem (som jeg), der er enige i præmissen: at transkønnede fortjener bedre vilkår.

Efter filmforevisningen i Empire Bio diskuterer paneldeltagerne, hvorvidt det er Johan, som er filmens (velmenende) skurk. Selvom han gør, hvad han kan, for at bistå og støtte William i transitioneringen. Han er jo netop en ally.

Fra scenen udlægger kønsforsker Mons Bissenbakker provins-Johan som den klassisk selvoptagne cistype og ønsker ikke at svare på et spørgsmål om de klasseproblematikker, filmen ellers klogeligt rejser. Alting plejer formodentlig at handle om Johan, så da det endelig ikke gjorde, blev han vred til Williams fest.

Bissenbakkers læsning illustrerer problemerne, der opstår ved en bestemt brug af intersektionalismens skema, som jo burde benyttes til at undersøge, hvordan en mangfoldighed af identiteter spiller sammen og medskaber vilkårene for det enkelte individ. I stedet opføres et hierarki over lidelsen.

Denne venstreelitære trope går igen i populærkulturen, hvor selve transitioneringen gør én til et bedre og dybere menneske. I Netflix-serien Orange is the New Black (2013-19) er Laverne Cox' indsatte frisør Sophia den blideste og sødeste blandt kvinderne i fængslet. Omsorgsfuldt fletter hun de andres hår, selvom hun konstant udsættes for transfobiske overfald.

I miniserien Dying for Sex (2025) emmer den sorte transkvinde Sonya af ophøjet ro. Tilmed taler hun uforståeligt wokesprog og definerer sex som »det nonlineære fænomen, der opstår, når to eller flere eksistenser berører hinandens energifelter«. Forsøget på sproglig rummelighed risikerer ironisk nok at ekskludere dem, som ikke kommer fra et hjem med bogreol.

Det dummeste og mest groteske eksempel er sidste års ekstremt spekulative identitetspolitiske Oscar-film Emilia Perez. Her hyldes transpersonen mod slut som en decideret helgenfigur, selvom hun er både voldelig, narkobaron og morder. I Jacques Audiards film er transitionering en renvaskning af sjælen.

Forestillingen om transpersonen som en martyr udspringer af en grum virkelighed. I dokumentaren Disclosure (2020) om repræsentation af transpersoner i Hollywood gøres det klart, at disse ofte optræder som mordofre eller prostituerede i scener, der svælger i vold eller nedladende humor. Dertil kommer, at selvmordsrisikoen og dødeligheden ude i virkeligheden er markant højere for transkønnede end for andre. Hele 64 procent har ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE oplevet diskrimination.

Emnet for aftenens paneldebat er vigtigt. Uden alliancer skaber man ikke et bolværk mod dem, der vil én det ondt. I USA og England rulles rettigheder for tiden tilbage, og også Europa står over for en voldsom værdipolitisk højredrejning.

Men ved at etablere et åndshierarki, der udgår fra én selv og ligesindede, ender man med at støde folk fra sig. Samtidig risikerer den elitære dyrkelse af transpersonen som skikkelse at rikochettere lige tilbage i hovedet på dem, der har mest brug for hjælp.

Sølve Falkenberg, psykolog og paneldeltager, arbejder med udsatte unge queerpersoner og nuancerer under paneldebatten perspektivet. Falkenberg ser i sin praksis de queerpersoner fra udkanten, som har svært ved at blive optaget i storbyens miljøer, fordi de ikke taler sproget og derfor kommer til at træde forkert.

Et svar må være at skabe en bred bevægelse, hvor også de bøvede, prollede og lavt uddannede kan være med. Et skridt på vejen ville være at give støtte til dygtige kunstnere, der kan samle os og gøre os klogere på hinanden. Det gør den debuterende instruktør Mathias Broe og hans Sauna.

Thea Torp er freelancejournalist og anmelder ved Berlingske.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.