Tour – dag 4. I det mindste kan vi ikke klage over, at det bedste stadigvæk venter forude.

Øjnene der ser

Den store franske sportsavis L'Équipe havde dagen inden den sidste af de tre Tour-etaper i Danmark et stort opslag med overskriften »Le pont des soupirs«, sukkenes bro. Den engelske journalist Jeremy Whittle fra The Guardian kaldte skuffelsen »det store gab«. Den internationale presse var ikke imponeret over den fuser, det var at sende feltet over Storebæltsbroen uden antydningen af sportslig dramatik eller reel indflydelse på cykelløbet. Stik modsat hvad Tour-direktøren havde drømt om, da han forestillede sig, hvad det kunne blive til ved at sende sit cykelløb så langt mod nord.

Sidevindsdramaet udeblev, og man træder formentlig heller ikke nogen hårdt over cykelskoene, hvis man tillader sig at sige, at den ikoniske bro var blevet mere end bare almindeligt snakket op af de danske rettighedshavere. Muligheden ville måske have været til stede, hvis vinden havde blæst en halv pelikan, men på dagen, hvor Tour-feltet af åbenlyse årsager ikke skulle tage færgen, var der ikke fugls føde på de profetier.

I den allestedsnærværende efterkritik i »real-time« på de sociale medier var der flere fra den danske presse, der tog bladet fra munden under etapen fra Vejle til Sønderborg. Man mente ligefrem, at feltet havde udvist decideret mangel på respekt over for det talstærke danske publikum ved ikke at angribe og sætte det ellers forventede etapeforløb i brand. Men medmindre de hundredtusindvis af tilskuere langs ruten var underlagt et virkelig omfattende tilfælde af falsk bevidsthed, så det egentlig ud, som om festen var ganske reel.

At feltet skulle angribe for underholdningens skyld på en pandekageflad etape uden sidevind, ville være et temmelig sensationelt brud med den tradition for rationel tænkning, det kræver at høste konkret succes i et tre uger langt etapeløb. På den måde flugter feltets adfærd med det, der giver bedst mening i forhold til deres ambitioner om at få noget konkret ud af at være med. Rytterne, der vil noget i den samlede stilling, vil gerne være på forkant med de risikable øjeblikke, og sprinterholdene koncentrerer sig om at bruge kræfterne på det, de er bedst til: at vinde etaper.

Danske Magnus Cort havde læst både ruten og feltets forudsigelighed helt rigtigt. På de to etaper efter åbningen i København støvsugede han bakkerne i Danmark for point til bjergkonkurrencen og kan dermed rejse til Frankrig med en meget synlig souvenir. Den prikkede bjergtrøje har som sådan ikke nogen sportslig værdi som en faktor i den centrale del af cykelløbet, men der er andre måder at hejse flaget på i verdens største løb. Og flagene var i det hele taget fremme på de danske Tour-etaper, hvis enorme publikum sendte tankerne tilbage på starten i Yorkshire i 2014, hvor rytterne blev mødt af et begejstret menneskehav uden lige. Om dagene i Danmark var endnu mere berusende, er svært at vurdere, men måske er det i virkeligheden også et demagogisk bissetrick at ville kvantificere den slags.

Diskussionen om den reelle værdi af Tourens besøg i Danmark er formentlig ikke slut endnu. Men måske skal den hverken måles på, hvor stort et aftryk etaperne havde på den samlede stilling, eller på lyden af herligt klingende mønt i kassen. I den første uge af løbet er det desværre oftest kun styrt, der virkelig flytter noget i det sportslige regnskab, og om man ligefrem kan gøre så dyrt et arrangement til en økonomisk succes, er svært at forestille sig med en utålmodig lommeregner i hånden. Måske handlede det egentlig mest af alt om at fejre noget, folk er kommet til at holde umådeligt meget af. Hvis det er tilfældet, har Tour-starten helt indiskutabelt været en bragende succes.

De andre parametre er ikke uvæsentlige, men de er umådeligt vanskelige at ramme rent. Sport og penge er svære at adskille på det niveau, men det er ikke altid, at de ubetinget klæder hinanden. Cykelløbet fortsætter, og man kan ikke klippe enkelte dele af et etapeløb fra og vurdere dem isoleret fra deres sammenhæng med resten. Selvom rytterne nu har sat sig i en maskine, der flyver til Nordfrankrig, og resten af kortegen skal køre knap 1000 kilometer for at komme det samme sted hen, er etaperne i Danmark flot forbundet med resten af Tour de France i år.

I det mindste kan vi ikke klage over, at det bedste stadigvæk venter forude.

Brian Nygaard skriver om verdens største cykelløb hver dag under Tour de France. Find alle tidligere udgaver af Hjertets Bjerge her.

Læs også Brian Nygaards personlige optakt til Tour de France her eller i seneste papiravis.