Kære læser 

I Weekendavisens redaktionslokaler er der blevet fløjtet en del de sidste par måneder, og det er ikke hvilket som helst fløjteriff, men introen til Erann DDs megapopulære ørehænger »Still Believing«, som i år fylder 25. Emil Jørgensen har nemlig lavet et stort og ganske fabelagtigt portræt af sangeren.

Da vi først begyndte at vende ideen, var tanken, at jubilæet var en anledning til at se på, hvordan musikindustrien har ændret sig i det tidsspand. Og hvad med selve musikken? Erann DDs kærlighedsfunk har i mine øjne altid været indbegrebet af den uhildede optimisme, der kendetegnede Vesten inden 11. september 2001. Hvordan har han det med sin egen musik nu, hvor tiden er mindre sorgfri?

Men lad mig bare sige det sådan: Det var hverken geopolitik eller musikindustrien, der fyldte i det døgn, Emil Jørgensen tilbragte sammen med Erann DD i hans lejlighed i Cannes, og heller ikke da han senere tog med ham til koncert i Rungsted Havn. Det viste sig nemlig, at Erann DD var ved at blive skilt, og det eneste, han havde lyst til at tale om, var kærlighed.

I den forgangne uge har jeg gået og ventet på at sende artiklen til tryk. Det er altid noget særligt at udgive en artikel, der har brygget længe. Men i sådanne uger nager et spørgsmål også altid: Er timingen rigtig? Hvad nu hvis der sker noget dramatisk ude i verden i ellevte time, kommer artiklen så til at virke malplaceret? Risikerer man ligefrem, at læserne overser den?

I denne uge skete der rent faktisk noget. Onsdag aften dansk tid blev den 31-årige amerikanske debattør og influencer Charlie Kirk, som af mange blev betragtet som MAGA-bevægelsens kronprins, skudt under en universitetsdebat i Utah. I skrivende stund er drabsmanden endnu ikke pågrebet, men den dødbringende sabotage af den frie debat er endnu et lavpunkt for det amerikanske samfund. I en kommentar i The New York Times torsdag opremsede den amerikanske venstrefløjstænker Ezra Klein de voldelige episoder, som attentatet lægger sig i forlængelse af. Han understregede, at selvom han og Kirk langtfra var meningsfæller, så inkarnerede Kirk troen på den offentlige samtale. Og i det øjeblik den trues, er vi alle i fare.

Et tilsvarende perspektiv finder man i Martin Krasniks leder: »Når respekten for modstanderen er væk, opløst i selvretfærdig, moralsk vrede, er det ultimative argument en kugle i halsen.« Og hvad er så alternativet? Det er dialogen. Den langsomme, besværlige, anstrengende, men livsnødvendige samtale med dem, man ikke er enig med. For alternativet er, at vi dræber hinanden.

Og det er her, Erann DDs kærlighedsbudskab kommer os til undsætning. Han tror stadig på det, faktisk insisterer han på det. »Still Believing« er fortsat en fantastisk sang – og ikke fordi den minder os om en verden af i går. Det er netop, når vi bliver fristet til at overgive os til kynismen, at vi har allermest brug for en popsang, der insisterer på det modsatte.

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Anne Sophia Hermansen, som for nylig lærte noget nyt om teaterarkitektur ved at komme for sent til en forestilling.

Gad vide, hvorfor der sidder en dæmon på toppen af Aarhus Teater? Da jeg forleden kom for sent til en forestilling, måtte jeg pænt vente udenfor til pausen, og det gik op for mig, at jeg aldrig rigtig har studeret bygningen før. Den er ellers udført i jugendstil eller skønvirke iblandet nogle greatest hits fra antikkens arkitektur og er fra en tid, før æstetik blev mere overflødig end en betændt blindtarm.

Robert Musil skrev i sin tid, at »der er intet så usynligt som monumenter« med henvisning til, at når først de var der, så vænnede man sig hurtigt til dem og »så« dem aldrig rigtig igen (han havde tydeligvis aldrig set et finsk monument og selvsagt heller ikke Kaare Golles’ monument for Inger Christensen), men overført på bygninger har han en pointe: Fordi teatret altid har ligget der, har jeg aldrig dvælet ved glasmosaikkerne, de udskårne døre, de botaniske referencer og faktisk heller ikke ved Holberg-frisen, selvom den nærmest i sig selv er en bydel. Men mest interessant er dæmonen med det svedne grin. Det er, som om arkitekten på forhånd har vidst, at publikum en dag ville ankomme til teatret i joggingtøj og takeawaykaffe, og derfor satte en lille hornet kustode på taget til at minde os om, at kultur altid er lidt mere krævende end Netflix og chips.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.

Vi ses i indbakken næste fredag!

Kathrine Tschemerinsky
Kulturredaktør