Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Alt godt må have en ende, desværre også min tid som litteraturredaktør. Jeg har besluttet at give faklen videre, i første omgang til min dygtige medredaktør Asker Boye.

Det betyder, at Asker også vil stå for nyhedsbrevet, der bliver ved med at udkomme med de fem bedste bøger hver anden uge, som vi plejer. Men inden da vil jeg anbefale fem bøger, som har betydet noget for mig; nogle er fantastiske, en enkelt er underlig og løgnagtig, alle er interessante. 

I mindst 20 år har jeg samvittighedsfuldt noteret, hver gang jeg har læst en bog (ved ikke hvorfor; for at samle bonuspoint til efterlivet måske?), og da jeg skimmede listen, kunne jeg ved ret mange bøger huske nogenlunde, hvor jeg var, da jeg læste dem, enkelte gange også hvad jeg spiste imens (Sherlock Holmes = min mors arme riddere med honning).

Hvis nogen derude har lyst til at sammensætte en lignende liste, vil jeg gerne høre om den på msre@weekendavisen.dk. Her kommer i hvert fald min:

1. Skæbne

Karen Blixen blev jeg vild med i gymnasiet, da jeg skrev tredjeårsopgave om Syv fantastiske fortællinger fra 1935, og måske er det hende, der har fået overbevist mig om, at litteratur meget gerne må være storslået, farverig og floromvunden. Hver sætning skal være tung af betydning. 

Hvis nogen beskriver en digtsamling for mig som »finurlig«, gyser jeg og tænker, at den slags har man sgu nok af i hverdagen. Finurlighed, ellers tak, giv mig en storm på et skib, en greve med en skæbne, noget højstemt og feudalt. Og det må man sige, at Karen Blixen leverer.

Giv den som gave til: en 18-årig, der er vild efter at flytte hjemmefra

Karen Blixen: Syv fantastiske fortællinger


2. Debat

Efter en længere karriere som ekstremt kamplysten og grotesk belæst debattør og forfatter udgav den engelsk-amerikanske journalist Christopher Hitchens i 2007 God is not great, det ikke bare ateistiske, men anti-teistiske manifest, der vækkede lysten i mig til at tænke stringent og udtrykke resultatet på en utrolig kæphøj måde. 

Man kan stadig nyde Hitchens i velformulerede klip på YouTube, og set på afstand er han selvfølgelig også en mand af sin tid: en Oxbridge-drengerøvet babyboomer, der romantiserede sin alkoholisme og kun halvvejs gad sine børn. Men engang var Hitchens min store helt, hvis lejlighedsvindue jeg kiggede længselsfuldt (og en kende stalker-agtigt) efter, engang jeg var i Washington, og jeg kan stadig blive helt trist ved tanken om hans alt for tidlige død i 2011. Meget ville jeg give for at høre ham tale om Trump, Rusland, woke, corona eller bare pumpkin spice latte.

Giv den som gave til: en, der debatterer virkelig dårligt på Facebook

Christopher Hitchens: God is not great

3. Skandale

Så kommer vi til listens underligste punkt, nemlig den ikke altid sandfærdige Hollywood Babylon (1959) af den afdøde kultinstruktør Kenneth Anger. I denne snusket udseende bog gennemgår han diverse skandaler fra filmbyens gyldne tid på den der opslugte, hektiske måde, der signalerer munter ophidsethed under en meget tynd fernis af forargelse. 

Vi hører om voldtægts- og mordanklagerne mod stumfilmstjernen Fatty Arbuckle (han blev frikendt, men karrieren var ødelagt), om 35-årige Charlie Chaplins ægteskab med en kun 16-årig skuespiller (den er god nok) og om den mexicanske stjerne Lupe Vélez’ uheldige død: druknet i eget toilet efter et mislykket selvmord (opspind; Vélez døde i sin seng efter at have slugt en stor mængde barbiturater). 

Det hele er så vidunderlig forfærdeligt og hysterisk glitrende, glimt fra en verden, der for længst er forbi, nu hvor alt er streaming og små skærme. En verden, jeg har været fascineret af, siden jeg var 12 år eller deromkring, og selvom Angers bog repræsenterer mareridtet, længes jeg stadig efter Hollywood-drømmen.

Giv den som gave til: en, der skal lære noget om kildekritik

Kenneth Anger: Hollywood Babylon

4. Voksen

Engelske George Eliots kæmpeklassiker Middlemarch (1871) – som regel i toppen, når briterne skal stemme om yndlingsbøger – er ikke floromvunden som Blixen, men heldigvis heller ikke finurlig. Bogen følger en række indbyggere fra lillebyen Middlemarch over tre år, hvor deres ungdomsdrømme møder virkeligheden, og det ender ikke nødvendigvis dårligt; de må bare alle bøje af, revurdere, omstrukturere.

Unge Dorothea gifter sig med en håbløs type, den ambitiøse læge Lydgates karriere går i vasken, og hans overfladiske kone, Rosamond, må vænne sig til et andet liv. Da jeg læste Middlemarch som 25-årig, var jeg ikke helt klar til at være voksen, men kunne godt fornemme i bogen, hvad der lå i vente, og jeg syntes bare, den var så helt utrolig klog. Det er den stadig.

Giv den som gave til: en, der er meget voksen

George Eliot: Middlemarch


5. Erindring

Forleden genlæste jeg Günter Grass’ Bliktrommen fra 1959, hvor den treårige Oskar Matzerath beslutter sig for at bremse sin vækst. Han forsager den forlorne voksenverden, og for hans vedkommende – en tysker bosat i Gdansk lige op til Anden Verdenskrig – byder den da heller ikke umiddelbart på noget godt. 

Ligesom Oskar – og Grass selv – kommer jeg fra Gdansk og har længe tænkt over, hvordan jeg kunne gøre noget interessant med min og min polske families livshistorie. Burde jeg gå journalistisk til værks, interviewe alle mine slægtninge, lede i arkiver? Jeg bliver helt træt ved tanken. 

Men så kommer Grass med sin hyperopskruede, fabulerende indgang til sin og Tysklands historie som en påmindelse om, at ens fortælling aldrig bare er summen af fakta. Den er også myte, eventyr, sløret erindring og opspind.

Giv den som gave til: enhver, der vil i gang med noget autofiktiv knækprosa

Günter Grass: Bliktrommen