Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Så er ungerne startet i skole, mens politikerne febrilsk forsøger at kontrollere deres brug af kunstig intelligens, især når det kommer til skriftlige opgaver. Tekster. 

Selv synes de voksne at have et paradoksalt forhold til AI og tekst: De kan ikke lide, når forfattere bruger kunstig intelligens, men er ikke gode til at opdage, når det sker, hvilket forskning i stigende grad understøtter. 

Nettet er fuld af AI-slam, og kvaliteten bliver sekundær, fordi selve den rå mængde betyder, at menneskeskabt tekst bliver trængt i baggrunden. Det har en gruppe forskere konstateret efter at have finkæmmet markedet for genrelitteratur hos Amazon, hvor AI-bøger optager mere og mere plads.

Samtidig er det småt med egentlig litterær innovation, der har med AI at gøre. For et par år siden troede jeg, at gode forfattere ville bruge den kunstige intelligens til noget interessant; til at spekulere over bevidsthed, identitet, selvstændighed; til at udfordre ideen om forfatteren eller menneskets særstatus. 

Men siden den amerikanske forfatter Vauhini Varas eksperiment fra 2021, hvor hun lod botten færdiggøre sine tekster om sin søsters død, har jeg faktisk ikke set nogen gøre noget nyt eller overraskende med teknologien. Så måske skal AI i litteraturens verden ikke sammenlignes med en cykel (som rigtig mange bruger til noget fornuftigt), men en ballon (en spøjs nicheinteresse), som forfatter Lincoln Michel skrev sidste år.

I mellemtiden kan vi læse bøger, der er skrevet af mennesker. Her er fem af dem, og temaet er: skolelivet (anbefalingerne er mine egne).

1. Følsomt gemyt

Anbefalet af Jørgen Herman Monrad

Hvor forfærdeligt kan det være for et følsomt gemyt at begynde på en ny skole? Ja, det viste østrigeren Robert Musil i 1906 i sin skræmmende roman Disciplen Törless’ forvirringer. På de første sider efterlades den 12-årige Törless af sine rige adelige forældre på en fjerntliggende østrig-ungarsk kostskole. Og på de følgende sider får han så den ene forkerte ven efter den anden.

For at undgå selv at blive mobbeoffer allierer han sig med skolens mest udspekulerede mobbere. For at undgå at smudse sig moralsk til flygter han ind i den abstrakte matematiks rene verden. Men oppe på skolens loftslokaler, som er fulde af ækelt spindelvæv, vikles han alligevel ind i stadig mere sadistiske intriger.

Giv den som gave til: teenageforældre, der nægter at lade sig skræmme

Robert Musil: Disciplen Törless' forvirringer

2. Neurotisk assistent

Anbefalet af Marta Sørensen

De sidste fem-seks år er bøger om det hårde, tunge og blodige moderskab blevet afløst af værker, der fortæller forældre, at de skal slappe lidt af. Folk som Lene Tanggaard, Maria Ørskov Akselvoll, Henrik Hvenegaard Mikkelsen og Frej Prahl skriver om neurotiske, superoptimerende forældre, der gør deres unger en bjørnetjeneste ved at svæve over dem som perfektionistiske personlige assistenter. Godt hjulpet på vej af en folkeskole, der hiver forældrene ind til flere og flere fælles arrangementer.

En pioner i denne nyeste anticurlinggenre var Sara Alfort, der allerede i 2019 skrev pamfletten Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid, hvor hun udfordrer ideen om, at forældrenes indflydelse overhovedet betyder ret meget. For hvad med vennerne, skolen, fritidsinteresser eller – chok! – barnets egen personlighed? 

Giv den som gave til: moren, der bliver hængende lidt for længe på første skoledag

Sara Alfort: Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid

3. Sadistisk lübecker

Anbefalet af Bo Bjørnvig

Da Thomas Mann i slutningen af sin storslåede roman Buddenbrooks sendte sidste skud på den lübeckske købmandsfamilies stamme, den følsomme Hanno Buddenbrook, i byens skole, var det ikke skildringen af de sadistiske lærere, der i sin tid undrede mig – Hans Scherfig havde udstillet dem i Det forsømte forår – men hvor lidt skolegangen havde ændret sig siden sidste halvdel af 1800-tallet: Man møder stadig uforberedt og uudhvilet op i vintermørke til en skoledag opdelt i timer afbrudt af frikvarterer. Varer timerne til klokken tre, er dagen ødelagt. Med indlagte prøver, eksaminer og karakterer.

Her 150 år efter Hanno Buddenbrooks lidelser er der da sket noget: Timerne er kortet ned og nogle lagt sammen, piger og drenge går i samme klasse, men ellers: En lærer i et klasseværelse foran nogle og tyve elever, der med uro i kroppen keder sig igennem dagen, hvis ikke yndlingslæreren redder dem. Eller en stakkels vikar.

Yndlingslærere eksisterer og trodser institutionen og redder mangen fortabt sjæl; i så godt som alle erindringsbøger hædres de. De er vor tids helte. Hanno er ikke så heldig at møde en. Svær læsning at fordøje for dem med en lærer i maven.

Giv den som gave til: måske alligevel en lærerstuderende med idealer

Thomas Mann: Buddenbrooks. Oversat af Niels Brunse

4. Hyperenkel drengevirkelighed

Anbefalet af Lars Bukdahl

To yndlingsskolebøger, hvor børnene selv tager ordet, men i hver sin toneart, er dels Nikolaj Zeuthens to år gamle Per, 1. klasse, der sammenklipper Pers ligefremme beretninger om sine skole- og hverdage, hyperenkelt blinkende af drengevirkelighed: »jeg fortæller/ den lærer der hedder Torben/ om min sommerferie// 'jeg har kun været i Danmark' siger jeg// 'det er da så godt' siger Torben/ 'det er bare ud og opleve'// jeg siger hej til/ min klassekammerat/ han har været i Legoland«.

Dels Jens Blendstrups Luskefisefortællinger fra 2014, heri særligt Heinos kosteligt genstridige kommunikation med klasselæreren fru Granat. En fristil begynder sådan her: »Det er Heino her./ Jeg har engang spist et æble./ Jeg har også engang spist noget fisk./ Jeg har også spist et stykke rugbrød med noget./ Jeg har også engang spist en slags citron hvor der var puttet noget i.«

Giv den som gave til: forælderen, der forventer lange, abstrakte svar på spørgsmålet om, hvordan det er gået i skolen

Nikolaj Zeuthen: Per, 1. klasse

Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger

5. Stram pædagog

En hippielærer besøger en striks og stramt kontrolleret skole i London og bliver omvendt. Det er grundbevægelsen i den selverklæret progressivt pædagogiske Mathias Granums Fra monsterelever til mønsterelever, hvor den brede og bløde lærer ser, hvordan orden og disciplin skaber energiske og nysgerrige unge. 

Selv forsøgte Granum sig engang med et efterskoleprojekt, der overlod meget af initiativet til eleverne, hvilket ikke endte helt dårligt, fortæller han – men absolut heller ikke fantastisk. Derfor reagerer han nu på den reformpædagogiske reaktion på lektor Blomme-skolen, og hans oprør er desto sjovere og skarpere, fordi han jo egentlig gerne vil have øjenhøjdetilgangen til at fungere. Det gør den bare ikke altid.

Giv den som gave til: læreren, der danser sine elevers navne

Mathias Granum: Fra monsterelever til mønsterelever