Dagen ifølge Christian Bennike

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Da jeg her til morgen sad og så militærparaden fra Beijing, hvor Xi Jinping, Putin og Kim Jong-un kigger på nye atommissiler, kampvogne og droner, kom jeg pludselig til at tænke på hende jordemoder-doulaen Io Hultén, som lige nu er anklaget i landsretten. Og på Ahmed Samsam og på en forsker fra Region Hovedstaden. Nu skal jeg forklare …

Godeftermiddag og velkommen.

1. Kina kan faktisk bygge ting

Hvis vi nu begynder i Kina: Det er anden gang på tre dage, at Xi Jinping fremviser Kina som verdens nye supermagt – først som diplomatisk centrum, nu som militær leder.

Kinas hær er »verdensklasse«, og nationen er »ustoppelig«, sagde Xi i sin tale. Og så bliver man jo lidt nervøs.

Ikke bare fordi den kinesiske hær er blevet udvidet og oprustet på rekordfart. Ikke bare fordi Kina sidder så helt og totalt på de materialer, man skal bruge for at føre moderne krig – især sjældne jordarter og batterier. Men også af en helt banal grund: Kina kan bygge ting, det kan vi ikke. Kina har verdens fabrikker, de laver biler, kemikalier, droner, mikrochip, telefoner, stål, computere … Kina sidder nu på over en tredjedel af al industriproduktion i verden.

Det er ikke kun farligt, hvis vi skulle komme i krig, det er også sigende for Vesten.

I sidste uge udkom bogen Breakneck af kinesisk-canadiske Dan Wang, og den handler om præcis det: Kina er en »ingeniørstat«, skriver Wang. Hu Jintao og Xi Jinping er uddannet ingeniører. I 2002 var alle ni medlemmer af politbureauet ingeniører. 

Modsat USA, som er en advokatnation: Mellem 1984 og 2020 var hver eneste demokratiske præsident- og vicepræsidentkandidat jurist. Fem ud af de seneste ti præsidenter har været jurister. Halvdelen af senatorerne er jurister.

Forskellen er, at ingeniører bygger, mens jurister forsinker. I USA er der fokus på individets ret, på klagemuligheder, proces, ankesager … og det betyder reelt, at man ikke kan bygge jernbaner og billige boliger effektivt. De kinesiske ingeniører, derimod, de er ligeglade – staten styrer, utilitarismen hersker, omeletten er altid vigtigere end æggene.

2. Io mod systemet

Og så er vi fremme ved de tre danske historier fra denne uge, som jeg kom til at tænke på – for de handler netop allesammen om forholdet mellem individ og stat.

»Det er ikke systemet, der skal bestemme, om en kvinde vil føde hjemme. Det bør ene og alene være kvindens eget valg,« mener tidligere jordemoder Io Hultén, som har været med til en masse hjemmefødsler og i 2023 blev dømt for »grov og gentagen forsømmelse«.

Hun har anket dommen, og sagen kører lige nu i Østre Landsret, hvor en masse mennesker er mødt frem for at støtte hende.

Hun »kæmper« for kvinders »ret«, som hun siger til Politiken, det er en kamp mellem individet og »systemet«. Vel at mærke et system, som skal stå klar med læger og ambulancefolk og medicin, når den hjemmefødende kvinde pludselig alligevel skal akut på fødegangen, hvor hun forstyrrer alt og alle.

Nu får man jo ikke flere droner af at dømme doulaer, men diskussionerne hænger alligevel sammen: æg eller omeletter.

3. Ahmed mod aberne

Det samme gør sagen om Ahmed Samsam, der er på forsiden af alle aviser i dag: Højesteret satte i går en klar grænse for efterretningstjenesternes magt: Staten kan ikke bare lade en borger rådne op i et spansk fængsel, fordi det er nemmest for dem selv. Her vandt ægget over kokken.

»Jeg ved ikke, hvilke aber der har kørt showet hos FE og PET,« som Samsam selv formulerede det i går.

4. Majken mod tankerne

Noget lignende er på spil i DRs store journalistiske satsning denne uge: En forsker fra Region Hovedstadens psykiatri har fået lov til at bruge oplysninger fra 3,65 millioner danskeres journaler for at udvikle en algoritme, der kan se mønstre i, hvem der får psykisk sygdom – men uden at spørge de 3,65 millioner danskere om lov først!

»Forsker har fået lov at bruge millioner af danskeres sygehusjournaler – uden de ved det,« som historien hedder.

Det drejer sig vel at mærke om pseudonymiseret sundhedsdata, altså forskeren kan ikke se, hvem der er hvem, men det er alligevel et problem, mener – surprise – en jurist:

»Det er jo voldsomt at tænke på, at så stor en del af den danske befolkning, uden at de ved det, og uden de har haft mulighed for at sige fra, indgår i et forskningsprojekt. Også selvom formålet med forskningen er helt legitimt,« udtaler Majken Harbo fra Aalborg Universitet

Helt legitimt, pseudonymiseret … men alligevel »voldsomt at tænke på«. Okay.

DR har også fundet en, der hedder Rikke, som har skizofreni, og som jo egentlig stoler på forskerne, men »der er følelser i det«, som hun siger, og hun vil bare gerne spørges først, hun har jo »en ret«.

5. Og pointen er …

De tre historier optegner fint grænserne for den liberale vestlige stat: Okay, man kan ikke bare ofre sine egne borgere som i tilfældet Samsam, vi er trods alt ikke Kina, heldigvis.

Men kan vi virkelig tillade os at være så individualistiske, at alle kvinder skal have »ret« til at føde, hvor de vil, og hvordan de vil, mens et allerede presset sundhedsvæsnet står klar til at gribe dem?

Og når forskere ikke må bruge pseudonymiseret data til at udvikle nye behandlingsformer for the greater good, fordi det føles dårligt … altså, så er det jo slut for os. Hvordan skal vi så udvikle samfundet eller konkurrere med Kina?

Der er næsten altid en modsætning mellem rettigheder og handlekraft. Hvis naboerne klager og klager, kan vi ikke bygge brintrør og vindmøller. Man kan ikke lave højhastighedstog uden at ekspropriere.

Så hvis vi gerne vil lave grøn omstilling og være uafhængige af russisk og amerikansk energi, hvis vi gerne vil have en hovedstad, som ikke kun er for de rige, hvis vi vil kunne forsvare os selv, hvis vi gerne vil gøre os fri af techmilliardærer … så skal vi kunne bygge ting, handle, udvikle. Og det betyder måske bare, at alle mennesker ikke kan få det præcis, som de selv gerne vil have det hele tiden.

Det var det, jeg sad og tænkte på, da jeg så den militærparade i morges.

Alt godt
Christian Bennike

PS: Jeg vil også lige nævne dagens citat: »Lokalerne er ret fede.« Jeg har allerede skrevet for langt, men læs lige Ekstra Bladets historie om Pernille Rosenkrantz-Theil og de rigtig fede lokaler.