Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Alt godt har en ende og således også min tur som rejsefører gennem denne uge i et år, hvis første måneder har været himmelråbende vanvittige. Skal man opsummere den korte periode med to ord, må det være truende uforudsigelighed.

Det bringer os frem til det første emne, De kunne ruminere over foran madkassen.

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Usikre spådomme

Midt i disse usikre tider må man sende en skefuld medynk til nogle oversete ofre for pludselige pandemier, invasioner og den orange tornado i Den Hvide Knaldhytte: diverse konjunkturinstitutter rundtom i den vestlige verden, der jo pinedød skal udsende én eller anden form for vækstprognose.

For som den økonomiske kommentator Pierre-Antoine Delhommais for nylig mindede om i en kommentar i nyhedsmagasinet Le Point, »bliver økonomiske prognoser aldeles illusoriske ved eksogene chok«. Således vil et lands »købekraft afhænge væsentligt mere af beslutninger truffet i Washington, Moskva, Riyadh eller Teheran end den økonomiske politik«, som dets eget finansministerium udstikker.

Arkivfoto: Johannes Eisele, Scanpix
Arkivfoto: Johannes Eisele, Scanpix Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix

Det er derfor, økonomer altid slutter sætninger af med et obligatorisk »alt andet lige« – hvilket det jo som bekendt aldrig er. Hvorfor de ofte bruger det meste af deres tid på at forklare, hvorfor det ikke gik, som det burde have gået (og de forudså).

Så måske er det i virkeligheden bare med økonomi som med politik, som den britiske forfatter Ernest Benn kaldte »kunsten at lede efter problemer, finde dem – uanset om de eksisterer eller ej – fejldiagnosticere dem og bruge de forkerte redskaber til at løse dem«.

2. Fransk »mexicanisering« 

En ting er dog stensikker: at Frankrigs problemer med organiseret narkokriminalitet er ved at stikke helt af.

I november talte indenrigsminister Bruno Retailleau således om bandekriminaliteten som en »mexicanisering af Frankrig«. Det faldt mange mexicanere for brystet, for Mexico er mere end narkokriminalitet, skrev en gruppe i det venstrehældende dagblad L'Humanité (Og det havde måske også været mere fair at sammenligne situationen med Malmø eller i det mindste minde om, at Mexico naturligvis også er kendt for hvide sandstrande, coronaøl, mariachibands og guacamole).

Bruno Retailleau ved et pressemøde mod narkotikahandel tidligere på måneden. Foto: Benoit Tessier, Scanpix
Bruno Retailleau ved et pressemøde mod narkotikahandel tidligere på måneden. Foto: Benoit Tessier, Scanpix Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Men sagen er dybt alvorlig. Forleden anslog den særlige anklager for organiseret kriminalitet i Frankrig, Damien Brunet, at organiseret kriminalitet i Frankrig omsætter for 165 milliarder kroner om året. Hele kvarterer i Frankrig styres således af narkodealere, ligesom heller ikke (bøh)landdistrikterne går fri.

I 2024 blev 110 dræbt og 341 såret i narkorelateret vold, ligesom politi- og toldvæsen beslaglagde i alt 53,5 ton kokain ifølge indenrigsministeriets rekordhøje tal. Og for at føje spot til skade kunne politipræfekten Laurent Nunez forleden oplyse, at gennemsnitsalderen for de involverede i voldelig bandekriminalitet er 15,5 år.

3. Ude godt, hjemme bedst

Mens Trumps øjne flakker rundt på globussen (muligvis forvirret over, at den ikke er flad?) i en frenetisk søgen efter råstoffer i Grønland, Canada og Ukraine, har franskmændene taget konsekvensen af det tiltagende globale kaos, smidt NIMBY-politikken på møddingen og er igen begyndt at lede efter mineraler i deres egen baghave (og ikke længere kun i Afrika).

Forleden kunne jeg således berette om olieboringer tæt på Paris, men nu drejer det sig om strategiske mineraler som litium (til batterier), cobalt og indium (til mobiltelefoner) og de mere esoteriske cæsium og germanium (til infrarød optik og katalysatorer). Den centrale franske minemyndighed BGRM har således ifølge Le Figaro taget hul på eksplorative boringer i det franske fastlands bjergegne samt Fransk Guyana i det nordøstlige Sydamerika (når nu meget af det fransktalende Afrika bliver vanskeligere og vanskeligere tilgængeligt).

Et andalusit stenbrud i Glomel i det vestlige Frankrig. Arkivfoto: Damien Meyer, Scanpix
Et andalusit stenbrud i Glomel i det vestlige Frankrig. Arkivfoto: Damien Meyer, Scanpix Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix

Det var alt fra mig i denne ombæring. Jeg nåede ikke engang at strejfe kryolitaffæren i DR eller DRs næste tikkende bombesatsning om Danmark som slavenation, hvor medarbejderne var på diversitetskursus med – og hold nu fast – en mangfoldighedskonsulent, »der helst undgår at omgås hvide mennesker« (som Kristeligt Dagblad kunne berette).

Til gengæld kan jeg lige nå at dele følgende aforisme fra en af mine absolut yndlingspenne Henry Louis Mencken (som mange på DR måske med fordel kunne skrive bag øret): »Til ethvert indviklet problem findes der en løsning, som er klar, enkel og helt forkert.«

I næste uge er det Ole Nyeng, der skal forsøge at skue gennem røgsløret fra det flammende lokum på den anden side af Atlanten, og det, vi i mangel af bedre ord må kalde »restverden«.

Ærbødigst,
Aske Munck