For et par år siden stod vi – hele familien – og betragtede næsehornene i Københavns Zoo. De store letfodede dyr løb rundt og rundt i deres savanneanlæg, og det var tydeligt, set oppefra, at to af næsehornene havde gang i en styrkeprøve. De puffede og stak til hinanden, mens de gungrede under os. Jeg vidste ikke, at sådan ville mit eget liv snart blive derhjemme.

Der er nemlig ikke den store forskel på et ungt næsehorn og en halvstor dreng på 14. Min har i hvert fald et udtalt behov for at tjatte og daske til sin far, når han lige kommer forbi, og mine venner fortæller mig, at de har oplevet det samme. Det er en fase. Aggressionen kan være en smule camoufleret – et lovlig kærligt klask på ryggen som en lussing med en frisk rødspætte – eller han kan finde på at stille sig i boksepositur og slet og ret bare forlange en kamp. Kom så, min ven, siger han, patroniserende, som en kung-fu-kriger i en B-film. Og så skal vi slås.