Møllers have. November-december er unægtelig et besynderligt tidspunkt for sommerfugleaktivitet.
Vinterflaksere
Natte- og endda dagfrost og hele »isdøgn« har sammen med perioder med snelæg allerede sat deres aftryk på landet; og med usvigelig sikkerhed er årets længste nat på vej. Alligevel er intet af dette i stand til helt at kue livets udfoldelse i skov, park og have. Selvom man måske ikke skulle ikke tro det, er der stadig insekter på vingerne udenfor. Nogle har ganske givet bemærket hvidgrå sommerfuglelignende insekter, der flakser mod oplyste ruder eller lyser op i lyskeglerne fra cyklen eller bilen. Selvom langt de fleste insekter i denne tid ret naturligt befinder sig i overvintringsmodus som æg, puppe, larve eller inaktiv imago, er der enkelte, der stadig er aktive eller ligefrem har deres udfoldelsestid netop nu.
Der er ikke mange blomster at suge på eller søde frugt- eller træsafter at snable, men godt det samme, for de fleste af de mørkemånedsaktive insekter tager ikke føde til sig, men lever af de energireserver, som de har ophobet under larvetidens æderi og bragt videre gennem puppestadiet. Det gælder navnlig frostmålerne, blandt andet den mest almindelige af arterne: lille frostmåler (Opeophtera brumata).
Del: