Smag & behag. Sommeren går på hæld med en fantastisk masse fine oplevelser til at tage med ind i det tilstundende efterår.
VesterØL på Vesterø
Vi tilbragte tid på Læsø, hvor det spritnyinstallerede fibernet forsyner os med gode programmer, og mærkeligt nok blev udsigten til havet mod Frederikshavn ikke forstyrret af udvidet skærmtilgang. Tværtimod får vi med anden sæson af serien Kunstnerkolonien på DR et indblik i, hvordan kunstnere griber landskabet an og omformer det til kunstværker. De seks deltagere i alle aldre er dygtige på hvert sit felt og havde til udsendelsen base på det skønt beliggende Melsted Badehotel på Bornholm. Det virrende talent Kim Mejdahl opfinder ordet »havbiograf«, mens han kigger ud ad vinduet fra spisesalen. Sommeren blev med et slag rigere: Havbiografen er altid åben i det danske landskab, hvor der højst kan være et halvt hundrede kilometer til et vue ud over Danmarks knap 9.000 kilometer kystlinje.
Havbiografen er altid åben i det danske landskab, hvor der højst kan være et halvt hundrede kilometer til et vue ud over Danmarks knap 9.000 kilometer kystlinje.
Det fine bryggeri Mikkeller indgik partnerskab med den lokale VesterØL-restaurant i Vesterø, og deres streetfood var exceptionel. Pølsemix med jomfruhummer som standin for pølsen og hotdogs på samme gode råvare gav klangbund til de skønne øl, der bærer sjove navne. Jeg anbefaler den frugtige afbalancerede »Vilde blomster«-IPA. MikkØLler-konceptet er forhåbentlig kommet for at blive, ikke blot på Læsø, men også i Tisvildeleje-pop up-udgaven, der er håb for de kommende sæsoner, hvis man opholder sig ved havet. Er man derimod dømt til byliv, er der også håb: I Ægirsgade 19 på Nørrebro har Byens Landhandel BASAL netop slået dørene op for levering af alskens fine fødevarer fra oplandet.
Del: