Vestens grimme ansigt 

Ungarn vågner sent og slumrende. De lokale foreslår sjældent at mødes før middagstid, kun hvis det ikke kan være anderledes. Morgenaftaler er for byens mest stræbsomme, dem, der har noget at bevise. Dem finder man nemmest i det indre Budapest.

Solen er knap stået op mellem byens beigegrå alleer, da jeg er på vej til dagens første oplæg på Central European University. Her venter to dages konference om Ungarns demokratiske skæbne. Med patos og pondus som en udstødt profet slår arrangøren tonen an – for det er nogenlunde sådan, det private, liberale universitets efterladte betragter sig selv: de oplyste ungarere af forbilledlig vestligsindet herkomst, de sidste tilbageværende, efter at Viktor Orbáns nationalkonservative regering kraftigt udskammede og de facto bortviste CEU for fire år siden. Ikke siden 2019 har CEU, som det kaldes, udklækket dimittender – al undervisning er rykket til Wien, få timers kørsel mod vest.