Beslutningen om at forlade Faderhuset var nogenlunde enkel for Camilla Johnson. Ikke ligetil eller let, men enkel. For tvivlen voksede og voksede, og Camilla Johnson var ikke længere »ren i hjertet«. Hun adlød ikke, når Ruth Kristiansen, tidligere Evensen, mente, at hendes børn skulle afstraffes hårdere af deres mor – i Guds og kærlighedens navn, naturligvis. 

Hun forstod ikke, hvorfor menigheden hele tiden skulle flytte – til Hellerup, Rungsted, Rødovre, Lolland – og hun syntes, at Faderhusets leder, Ruth Kristiansen, der syv år forinden havde adopteret Camilla Johnson som sin datter, var blevet for militant, for absolut og almægtig.