Hvad har Mario Cavaradossi, romersk fritænker og billedkunstner i Puccinis tragiske operathriller Tosca, egentlig gjort, siden han må dø? For det må han, selv i hænderne på dansk operas egen urostifter, Kasper Holten, der i søndags åbnede Det Kongelige Teaters operasæson med sit første bud på et svar.

Hans Tosca er ikke kun et trekantsdrama mellem to kunstneriske sjæle og en mafiøs politichef i et politisk skrøbeligt Italien efter Den Franske Revolution, men en tretrinsraket af anklager, der akt for akt finder en ny medskyldig i Cavaradossis død, indtil pilen til sidst peger i en, for feministen Holten, overraskende retning.