En filminstruktør kan nå at bevæge sig fascinerende langt væk fra sit udgangspunkt i løbet af en karriere. Det er for eksempel utroligt at tænke på den psykologiske intensitet og den ængstelige opmærksomhed på sociale vilkår og konventioner, der lyser ud af Bille Augusts tidlige film og borer sig ind i maven på tilskueren. Honning Måne, Zappa og Tro, håb og kærlighed – sikken smerte, sikken ambition og sikken anfægtelse, der ligger i de film.

Augusts indre ild stod fortsat i lys lue, da fortællingen og de filmiske armbevægelser voksede sig langt større i det internationale gennembrud Pelle Erobreren. Her blev de tidlige films sensibilitet fermt flettet sammen med et stykke dansk verdenslitteratur, men siden dengang er det, som om instruktørens personlige udtryk er blevet mere og mere afmattet, mens hans selvopfattelse som kustode for en særlig form for borgerlig dannelse er kommet til at fylde alt.