Tvivl og topniveau

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her. 

Det er ofte de samme følelser, der kredser i rytternes overvejelser, når enten Schweiz Rundt eller Critérium du Dauphiné er overstået. En hård uge, der enten giver ro i sindet eller grund til bekymring. For nogle ryttere er løbene et mål i sig selv, for andre en truende målestok for en situation, der umiddelbart ikke er ret meget tid til at lave om på. De to ugelange Worldtour-løb er oplagte steder at teste Tour-formen i forhold til niveauet i finalerne og måske også internt på holdet. Hvor står de andre i forhold til det, jeg kan? Rytterne bliver målt og vejet på samtlige træningspas i den her periode, men konkurrenternes form er den skygge, der risikerer at trække foran solen, bedst som sommeren er gået i gang. Og hvert år bliver niveauet en anelse højere. Jeg har talt med en del ryttere, der alle siger det samme: at deres topniveau sæsonen forinden ikke længere kan omsættes til samme resultater 12 måneder senere.

I moderne cykling er antallet af løbsdage op til en stor opgave en noget anderledes størrelse, end det var tidligere. I dag leverer de allerstørste stjerner stort set altid en præstation, der er – eller bør være – god nok til at vinde et hvilket som helst løb, der passer til deres karakteristika. For få år siden var det vidt og bredt accepteret, at det ligefrem var bekymrende, hvis en rytter var alt for stærk lidt for tidligt. Det er diametralt modsat den måde, ryttere som Primoz Roglic, Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar og Remco Evenepoel får evalueret deres indsats på. Og det i sådan grad, at en plads uden for podiets tre trin bliver et samtaleemne.

Det holder næppe de mentalt stærke atleter vågne om natten, men hvis en uro bliver sået i deres eget sind, er det en anden snak. Niveauet er så tårnhøjt til Tour de France, at det sagtens kan sætte en kædereaktion af bekymringer i gang, hvis de nærmeste konkurrenter allerede er faretruende meget bedre et par uger inden. Formkurver konvergerer og diverger hen over sæsonen, men alle ved, at kun det absolut bedste er godt nok til at være konkurrencedygtig i juli. Nogle bruger de to sidste løb til at få løbsrytmen ind i kroppen, andre bruger dem til at parkere tvivlen et passende sted.

Ser man på resultaterne i dette års Schweiz Rundt og Criterium du Dauphine er det markant, at de aktuelle styrkeforhold er helt anderledes end sidste år. Jonas Vingegaard er selvsagt uden for vurdering rent løbsmæssigt, da han ikke har været i konkurrence siden sit styrt i Baskerlandet Rundt i april. Så i mangel af bedre må de forsigtige meldinger om hastig fremgang på Team Vismas højdetræningslejr tolkes som positive. Men en ting er den aktuelle evne til at absorbere benhård træning, noget andet er, om den danske superstjerne rent faktisk vil kunne omsætte den til løbsfart i benene i en så kondenseret og tidspresset proces, som de sidste to måneder har været for ham. Den kommende uge vil en udmelding fra Vingegaards hold om deres Tour-mandskab blive nærlæst for forbehold og konkrete ambitioner på hans vegne. Jeg er ikke i tvivl om, at han stiller til start.

Hvad angår de andre Tour-relevante ryttere på det hollandske hold, må chefen Richard Plugge primært forlade sig på, at deres form udelukkende skal vurderes på mulighederne for at bakke deres danske kaptajn ordentligt op, og han har ikke ret mange at vælge imellem. Amerikanske Matteo Jorgensen leverede et betryggende topresultat i Criterium du Dauphine, hvor Roglic vandt og Evenepoel skuffede i bjergene.

Uheldene har regnet eftertrykkeligt ned over Vingegaards mandskab hele sæsonen, og de seneste uger har ikke været nogen undtagelse. To af hans Tour-folk, Dylan Van Baarle og Steven Kruijswijk, er begge ude med skader efter styrt i Dauphine, og bruttotruppen er blevet skåret ned til noget, der lyder lidt mere af netto. Det er ikke et uoverstigeligt problem, da de stadigvæk har virkelig gode folk, der lige nu forbereder sig i Tignes i de franske alper, men det er langt fra optimalt, hvis et par af dem skulle være under det øverste niveau. Især hvis Vingegaard selv bliver helt klar, for så får han endnu mere brug for at have det rigtige hold i ryggen.

Der er ikke meget at lave i den tynde luft i Tinges ud over at cykle og hvile, men hvis Team Visma har haft tv’et tændt om eftermiddagen efter træning, har de kunnet konstatere, at Tadej Pogacars hold har raseret Schweiz Rundt, der sluttede i søndags. Adam Yates og Joao Almeida vandt de hårdeste etaper på skift og sluttede på de forreste pladser sammenlagt foran danske Mattias Skjelmose. For UAE-holdets vedkommende er det enten alt for godt, alt for tidligt eller faretruende frygtindgydende to uger inden det store opgør begynder.

For Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar er situationen den samme, selvom deres individuelle udgangspunkt ikke kunne være mere forskelligt. Det hele handler om, hvor tæt, de selv kan komme på topformen. Pogacars hold ser uhyggeligt klart ud, og hvis han har kunnet balancere sin restitution efter Giroen med den rigtige opbygning, bliver han formentlig et større problem for Vingegaard, end han var sidste år. Det kan være oplagt at sige, at danskeren har alt at vinde, for han kunne lige så godt være ude af stand til at stille op efter det grimme styrt i april. Problemet er bare, at han alligevel har alt at miste, hvis han ikke forsvarer sejren fra sidste år. Tvivl og topniveau har fået sin egen spændingskurve i år.