Anmeldelse. Martin Zandvliets film om Tove Ditlevsens giftige ægteskab med Victor Andreasen går formmæssigt konsekvent til værks, men mister gradvist de menneskelige nuancer af syne.
To, som hader hinanden
Det føles, som om vi langt om længe har nået peak Tove Ditlevsen. Den renæssance, hendes forfatterskab har nydt de seneste ti års tid, er nu blevet international – i Jerusalem, hvor jeg bor, står Ditlevsen på boghandlernes udstillingsborde i både hebraisk og engelsk oversættelse, hvor hendes erindringsromaner fiffigt er blevet skandi-brandet i ét bind som The Copenhagen Trilogy.
Herhjemme er vi nået til endnu en etape i den offentlige forhandling af privatpersonen Ditlevsen, som har pågået i al den tid, hun har været en del af kulturlandskabet. Juni har været vidne til udgivelsen af barnebarnet Lise Munk Thygesens bog Tove Ditlevsen var min mormor, en genudgivelse af forfatterskabets sidste roman, Vilhelms værelse, og nu i dag premieren på Martin Zandvliets filmatisering af Jakob Weis’ teaterstykke Toves værelse fra 2016. Alle disse værker fokuserer på de mørkeste og mest perverterede sider af den sidste del af forfatterens tragiske liv, særligt ægteskabet med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen.
Del: