Leo van Vliet er en driftig mand og tak for det. Han arrangerer det største hollandske cykelløb, Amstel Gold Race, og både bryggeriet og det professionelle cykelfelt har ham at takke for, at det er blevet en institution.
Det ligger i kalenderen og udformer sig rutemæssigt som monumenternes vendepunkt mellem brostensløbene og de kuperede Ardennerklassikere. Det har været kørt siden 1966, og Van Vliet overtog ledelsen af det, kort tid efter at han stoppede sin egen karriere som professionel cykelrytter i slutningen af 1980erne.
Siden 2017 har løbet også haft en udgave for det professionelle kvindefelt, et gigantisk motionsløb, og VIP-områderne synes at vokse med et øltelt om året. Mange andre løb må være misundelige over, hvor gennemført det hele synes at være. I en årrække var der sågar en paralleludgave uden for cykelsæsonen i De Hollandske Antiller på øen Curacao nord for den venezuelanske kyst. Her kunne ryttere få en gratis ferie mod at stille til start i et opvisningsløb med aftalte vindere og pilsnere nok til at stille selv den største tropetørst.
Van Vliet har skabt det, man i Jylland kalder »en event«. Et behændigt brandingsmæssigt værktøj for bryggeriet, der fra starten har lagt navn og budget til begivenheden. Det var ikke ensbetydende med øjeblikkelig succes, men efter en del flytten rundt på både start, mål og rute, voksede det i prestige og tilstedeværelse på verdensranglisten.
Den del har Amstel Gold Race tilfælles med mange af de andre store endagsløb, så der er historisk set ikke noget odiøst i, at ophavet og definition af løbets status har været mere flydende end hugget ud på brolagte veje. Efter det hollandske løb i begyndelsen af 1990erne fik både start og mål parkeret i den for det flade land pænt kuperede Limburg-region, fik det sin mere vedvarende identitet – altså ud over dets allestedsnærværende visuelle ølvaremærke.
For at få ruten til at være så krævende som muligt går den nu på kryds og tværs af regionens veje for at få så mange af de korte, stejle stigninger med. Med årene har flere af dem fået en vedvarende status. Selvom det mest af alt blot er bakker, har deres sværhedsgrad givet løbet noget at læne sig op ad ud over fadølsankeret. I takt med at listen over sejrende ryttere har afspejlet de forskellige perioders bedste ryttere, har stigninger som Eyserbosweg, Keutenberg og ikke mindst Cauberg fået klang af klassikermateriale. Verdensmesterskaberne har også været kørt på samme veje flere gange, senest i 2012.
Irriterende ridser springer mere i øjnene, når de løber langs en perfekt poleret overflade. De sidste par år har van Vliet måttet forklare, hvorfor målstregsopsætningen ikke har fungeret, og det har ikke været et stort løb værdigt. I 2021 tog det samfulde otte minutter, før Wout van Aert kunne kåres som vinder foran britiske Tom Pidcock efter en millimetertæt afgørelse.
Det lykkedes ikke juryen at vise noget materiale, der kunne bekræfte påstanden, så det lignede mere en beslutning end en reel afgørelse udmålt i afstand. Året efter gik det endnu værre, da franske Benoît Cosnefroy blev udnævnt som vinder ved fotofinish over polske Michał Kwiatkowski blot for ti minutter senere at få den frataget efter nærmere analyse. En frygtelig pinlighed, som van Vliet lovede at råde bod på ved at hyre firmaet Matsport, der står for målstregsteknologien til Tour de France.
Selvom startlisten i gårsdagens udgave ikke var den mest prangende, kastede tilstedeværelsen af Tadej Pogačar så meget glans over løbet, at resten på det nærmeste var underordnet. Og sådan kørte det slovenske tusindårstalent stort set også den 57. udgave af Amstel Gold Race. Han åbnede igen uhørt tidligt ved at skabe det vindende udbrud godt 80 kilometer før mål og gik alene, da der manglede 29. At han kort forinden måtte arbejde sig tilbage efter et cykelskifte på en af bakkerne, siger blot endnu mere om, hvor suveræn han var.
Men bedst som de fleste tænkte, at Pogačar egentlig mest skulle bekymre sig om, hvordan han ville fejre sin 11. sejr i år, kom irske Ben Healy hamrende i hælene på ham. Den 22-årige har fået sit helt store gennembrud i år, men at han ligefrem kunne komme i nærheden af fænomenet i et stort endagsløb, er en helt anden snak. Men det lykkedes ham at sætte Tom Pidcock i jagten på, hvad alle andre har gjort forgæves i år, nemlig at indhente sloveneren i en finale. Selv tv-producerne havde svært ved at beslutte sig, da der pludselig opstod spænding igen. Måske ikke så meget om udfaldet, men om, hvorvidt Healy kunne få kontakt og give sig selv en ny chance mod monsteret.
Bedst som det drama fik nyt liv, dræbte Leo van Vliet sit eget cykelløbs integritet ved at placere sin direktørbil foran Pogačar på en måde, der gav ham både læ og pace og dermed sugede ham videre i retning af solosejren og det podiebillede, som van Vliet har for vane at placere sig midt i. Skål for det, men sikke en fadæse på så højt et niveau. Pogačar havde formentlig vundet alligevel, men kunstigt at fjerne tvivlen om det ægte løb er utilgiveligt.
At van Vliet pure benægtede interventionen bagefter, kræver en del mere end ti gratis guldøl at glemme. Motorcyklernes tilstedeværelse i cykelløbene er et generelt problem, men når direktøren for det hele ikke kan beskytte sit eget løb mod et grumt prestigetab udført af ham selv, må han gerne give sidste omgang og finde vejen hjem alene, så en mere ædruelig ledelse kan tage over. Pogačar burde være lige så irriteret som Healy, for hændelsen sætter en forstyrrende fodnote ved 2023-udgaven.
Hvis Amstel i år mest vil blive husket for Pogačars fortsatte dominans og van Vliets dumhed, var der trods alt andre opløftende øjeblikke. De danske ryttere var igen allestedsnærværende i finalen, hvor Andreas Kron kæmpede sig snublende nær podiet med en fjerdeplads, og både Mattias Skjelmose og Aleksander Kamp endte blandt de første ti. Kamps hold er ikke udtaget til Ardennerklassikerne, men de to andre har gode muligheder for at runde foråret af med endnu et topresultat.
Det begynder at se kronisk umuligt ud at slå Pogačar, men mindre kan også være noget stort, når løbene igen lever op til deres værdighed.
