Kommentar. En topchefs udtalelser om ældre medarbejdere endte i shitstorm og retræte. Måske er det på tide, at vi tager et opgør med den infantile måde at opfatte aldring?
Til kamp mod voksenfobien
Forleden læste jeg om aldring i et nyhedsbrev fra et amerikansk tidsskrift, og det slog mig, hvor forskelligt aldring betragtes i østlig og vestlig kultur. Mens aldring i østlig kultur er præget af konfucianismen og opfattes som noget positivt og endda beundringsværdigt, er aldring i den protestantiske kultur mere noget problematisk, fordi menneskets værdi er knyttet til dets værdi som arbejdskraft.
Og den værdi begynder at falde, når vi er 50 år, er der mange, der mener. For eksempel sagde AP Pensions topchef, Bo Normann Rasmussen, for nylig i et interview med Berlingske, at det ikke var »politisk korrekt« at sige, men at vi var »nødt til at tale om, at vi alle har en markedsværdi på arbejdsmarkedet. Og på et tidspunkt falder den«. Hvorefter han uddybede, at medarbejdere, der havde rundet de 50 og 55, »husker dårligere og tænker mindre hurtigt« og derfor måtte finde sig i »åremålskontrakter og performancetillæg«. Interessante iagttagelser fra en mand, der i øvrigt selv er 54 år og dermed en topchef med en markedsværdi i frit fald.
Del:
