Gerontodisco. Efter 40 års pause er ABBA tilbage. Klaus Lynggaard beskriver, hvordan det hele begyndte – og hvordan den mulige svanesang gør sig i forhold til gruppens klassikere.
Tam svensk tidsrejse
Da det den 6. april 1974 blev offentliggjort, at vinderne af det års Eurovision Song Contest – her til lands omtalt som Melodi Grand Prix – var fire svenskere, der kaldte sig ABBA, regnede de færreste med nogensinde at høre fra eller om dem igen, når hurlumhejet havde lagt sig. For selvom den fængende og melodisk indbydende sang »Waterloo«, med sit rockede tilsnit og rigelige brug af elektrisk guitar, brød med traditionen for, hvordan en grandprixsang skulle lyde, osede hele foretagendet af døgnflue. Og så kom kvartetten fra Sverige, hvis bidrag til populærmusikken på daværende tidspunkt var til at overse, USA og England sad tungt på popflæsket.
Men tag nu bare deres scenekostumer. Selvom den vestlige verdens ungdom stadig befandt sig i en tilstand af ekstase over den såkaldte glamrock, hvor det gjaldt om at klæde sig så outreret som muligt og spille tung, om end letfordøjelig rock, så havde ABBA på en eller anden måde fået galt fat i det. Deres outfits var en lille smule latterlige, og selv folk, der kunne lide sangen, havde svært ved at holde af det image, de fire projicerede. Bandet har da også ved senere lejlighed græmmet sig over det kluns, de optrådte i dengang, men nu om stunder virker det jo mere kuriøst end parodisk, tiden kan også være gavmild.
Del:
