Forleden klodsede jeg ind i en reklame for anden sæson af DRs ungdomsserie Salsa med den manende overskrift: »Du må godt være liderlig som pige. Safina Coster-Waldau vil bryde med sex-tabuer i serie.«

Overskriften fik mig til at tænke på, om DR ikke har brudt det tabu før.

Blev det egentlig ikke brudt i serien Våde veninder om Natasha og Sasha, der laver hjemmelavet porno mod betaling?

Eller hvad med serien Sex med Maja, hvor vi lærer Majas missekat at kende? Eller serien Skamløs, hvor tre unge kvinder sætter sexlysten fri? Eller serien Sex med P3, eller serien Mig og min pik/fisse eller serien Sexobjekt eller serien God sex – nu også for piger eller serien Bad Bitch og fortsæt selv?

På den baggrund mener jeg nok, at det må anses for endegyldigt bevist, at kvinder i henseende til sexlyst overhovedet ikke står spor tilbage for mænd.

Og at tiden derfor for længst er kommet til, at DR tager fat på at nedbryde andre tabuer, hvor der skal forestille at være forskel på kønnene.

Som nu Romerriget.

I den sidste tid har der været rigtig meget fokus på, hvor meget mænd tænker på Romerriget; som om vi andre ikke også gør det.

Kvinder tænker faktisk uophørligt på Romerriget, når vi ikke tænker på sex.

Vi tænker på, hvorfor Pompejus flygtede ud af Rom, når han formentlig sagtens kunne have overmandet Cæsar, da sidstnævnte krydsede Rubicon med én sølle legion i år 49 før Kristus.

Det var simpelthen for dumt.

Eller vi overvejer, hvad der mon skete med de smukke sabinerkvinder, som blev kidnappet af de rå romere med de blå nosser i midten af det ottende århundrede før Kristus og bragt til Rom med henblik på at styrke befolkningstilvæksten. Hvad angår det sidste eksempel, er vi faktisk i stand til at multitaske og tænke på Romerriget og sex samtidig.

NÅ, NU SKAL jeg ikke gøre mig dummere. For jeg ved da godt, at når DR erklærer kvinders sexlyst for et tabu som optakt til endnu en serie om feminine frækkerter, jamen så er det da for at pirre nysgerrigheden og trække seere til. Det er et retorisk greb, lidt ligesom når man skriver »DER ER NOGET, VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM«, som om et stort og alvorligt problem er blevet fortrængt fra den offentlige dagsorden, men nu ikke længere kan forties.

Som regel viser det sig, at det, vi bliver nødt til at tale om, er en velkendt problemstilling, som vi har talt om længe, og som sådan set er fuldt belyst, men afsenderen er bare ikke tilfreds med tingenes tilstand.

En mere ærlig varedeklaration havde været: »Der er noget, som jeg – måske lidt sent – har besluttet mig for at erklære for et problem.«

Og sådan går det til, at alt muligt hele tiden erklæres for tabuer, som vi bliver nødt til at tale om, selvom vi har talt om det i årevis, og det af samme grund ikke kan være et tabu.

Så hedder det sig, at det er tabu at være single. Hvilket er noget af en påstand i betragtning af, at der ifølge Danmarks Statistik er flere, der bor alene, end der er par. Så hedder det sig, at det er tabu at være tyk. Ifølge Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil er der ellers flere overvægtige end normalvægtige i Danmark. Hvis det var så tabubelagt at være tyk og single, så blev der nok ikke flere og flere.

Eller det hedder sig, at døden er et tabu: Vistnok fordi vi forsøger at undslippe den på alskens måder – longevity er på alles læber – og Emil Thorup tager 50 kosttilskud om dagen. Men hvordan kan døden være et tabu, når alle ved, at de skal dø, og der ustandselig er nye spændende vinkler på døden: Fra Morten Sabroes (der nu er død) DR2-serie Udflugt mod døden over Mikael Bertelsens Det sidste ord til Radio4s Det sidste måltid?

Døden er ikke et tabu, bare fordi man ikke iler den i møde som en anden Hamas-selvmordsbomber; den er ubegribelig, og det er noget andet.

Men hermed naturligvis ikke være sagt, at der ikke findes tabuer. Det er for eksempel tabu at slå en stor skid, hvis man sidder til et møde med kollegerne. Det er derfor, det kun forekommer i børne- eller satireprogrammer. Det er også tabu at være misundelig på andre, og følgelig indrømmer folk først den slags, når det er overstået, og enhver kan se, at de ikke længere behøver at være misundelige. Eller det er et tabu for voksne at tænde på dyr eller børn under 18, så det skal vi ikke forvente nogle DR-serier om. Pointen er, at man ikke viser tabuer i fjernsynet, for så var de ikke tabuer.

INDIMELLEM SKER DET DOG, at et tabu bliver brudt. For eksempel er der kommet en international facebookgruppe for forældre, der har fortrudt, at de har fået deres børn. Den er åben, så de fortrudte børn også kan læse med om, hvor meget bedre livet ville have været uden dem.

Hvad skal man sige? Ja, personligt mener jeg jo, at DER ER NOGET, VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM: noget, som er blevet et tabu: Og det er, hvor godt det er, at et samfund har tabuer.