Bo Widerbergs kærlighedsfilm fra 1967, Elvira Madigan, udødeliggjorde ikke den smukke model Pia Degermark, der spillede den unge linedanserinde, som kun 22 år gammel gik i døden med sin elsker. Derimod kunne skuespilleren Thommy Berggren som den løsagtige løjtnant Sixten Sparre føje nok en figur til sit galleri af dystert charmerende blindgængere. Men verdensberømmelsen sprang fra en anden kilde, nemlig filmmusikken. Widerberg havde ønsket nykomponeret musik, og den forelå, da klippefasen satte ind, men blev prompte kasseret. Så var alle i tidnød, og beretningen går på, at filmens lydmand foreslog Widerberg at lytte til en nys udkommen Mozart-plade.

Det var klaverkoncerterne 17 og 21 med pianisten Géza Anda som både solist og dirigent. Den foreslåede LP blev sat på, lydmanden syntes med rette, at koncert nummer 17 havde den lette flair af sydfynsk sommer, men ved en fejltagelse var det koncert nummer 21, der blev afspillet. Bo Widerberg købte øjeblikkeligt det elegante tungsind i den langsomme andensats. Så var den musik banderoleret, ligesom den svævende adagietto fra Mahlers 5. symfoni, som Luchino Visconti fire år senere besjælede filmen Døden i Venedig med.