Indie. Computerspil skal ikke længere bare underholde. Et nyt spil om en ung, deprimeret kvinde i Københavns Nordvest-kvarter skriver sig ind i bølgen af selvbiografiske indiespil, der vil påvirke os kulturelt og politisk.
Stilstand
Stilstand, kapitel 1: En festlig pige. Pigen ligger i sin seng i tarvelige trusser og tanktop. Hun stirrer op i loftet i den lille, klaustrofobiske lejlighed i Nordvest. Fyldt op af et mørke, der slet ikke harmonerer med den bagende sol på himlen. På bordet bliver den eneste livline til omverdenen, mobilen, ignoreret på det groveste, i bogreolen står Tom Kristensens roman Hærværk, Et lille liv af Hanya Yanagihara og »en dårlig krimi« ulæst. Ellers er der tomt. Alt står stille. Kun røgen fra Pigens cigaret bevæger sig. En sms afbryder den larmende tavshed: »Vil du med ud?« skriver Iben. Dybt, klagende suk. »Hm. Jeg har ikke set nogen siden tirsdag. Måske.«
Pigen er hovedkarakter i spillet Stilstand, en kunstnerisk hybrid mellem en tegneserie og et interaktivt spil, der skildrer en ung kvindes altoverskyggende usikkerhed, ensomhed og angst for ikke at slå til. Kvinden bag Stilstand, den 31-årige tegneserietegner og spildebutant Ida Hartmann, oplevede sine egne år i tyverne som en kæmpe psykisk mavepuster. »Alle taler om, hvor hårdt det er at være teenager. Men der var bare ingen, der advarede om, at tyverne er helt fucked,« siger hun som det første, da Weekendavisen møder hende på en bænk i København, mens hun meget hurtigt tømmer en iskaffe med sirup – det minder hende om flydende kage. Fantasien fejler ikke noget.
Del:
